Brevkasse spørgsmål 1:

Hvordan skal et værelse indrettes, for at det kan betragtes fradragsberettiget som arbejdsværelse?

Værelset skal indrettes, så det fremstår som rent arbejdsmæssigt anvendt og må ikke omfatte nogen privat anvendelse. Det vil sige, at det ikke må kunne benyttes som et privat gæsteværelse. Derfor må det typisk ikke indeholde seng og sofa. Udgangspunktet er dog, at det er en konkret vurdering, som er afgørende.


Brevkasse spørgsmål 2:

Min virksomhed har stort set været på standby siden sidste årsrapport. Kan jeg genbruge rapporten fra sidste år, hvor jeg selvfølgelig ændrer tallene, så de matcher dette år? Eller er der krav om at opfinde den dybe tallerken hver gang?

Udgangspunktet er, at man ruller regnskabet, så man opgør værdierne i regnskabet på samme måde hvert år (beskrivelsen heraf kaldes anvendt regnskabspraksis), og det betyder, at der kan laves sammenligningstal. Du skal dermed ikke opfinde den dybe tallerken igen, da du har taget stilling til opgørelsesmetoden en gang og skal dermed bare ændre til de nye tal for det nye år. Der kan selvfølgelig opstå noget, hvor man godt vil ændre opgørelsesmetoden, hvilket så kræver en ny beskrivelse og måske en korrektion af tidligere års tal, men der skal laves regnskab for hvert år uanset aktivitetsniveauet.


Vi har købt en ejendom privat. Ejendommen er registreret med 106 m2 som privat og 103 m2 som erhverv. Erhvervsdelen vil vi leje ud til vores firmaer. Vi tænker at dele udgifterne til afdrag, el, vand, varme osv. pr. m2. Andelen firmaerne betaler kan trækkes fra i firmaregnskaberne, men hvad gør vi med den leje vi så modtager privat af firmaerne – skal vi opgive det på vores private selvangivelser, og vil vi så blive beskattet af det privat eller?

Svaret afhænger af, om ejendommen er vurderet som privat eller til blandet anvendelse.

Vurderet som privat:

Fradrag i virksomheden for skønnet erhvervsmæssig andel af forbrug af el, varme og vand.

Forholdsmæssigt nedslag i ejendomsværdiskat for erhvervsmæssig anvendelse – max. 25 %.

Lejeindtægter indtægtsføres som kapitalindkomst i personlig selvangivelse, hvis der betales en leje. Alternativt kan I holde jer til at tage de forholdsmæssige omkostninger med i virksomhederne. 

Vurderet som blandet:

Lejeindtægter indtægtsføres som resultat af udlejningsvirksomhed med fradrag for udgifter vedr. den erhvervsmæssige andel af ejendommen.

Det betyder beskatning privat, som drev I en hver anden udlejningsvirksomhed.

 

SE ALLE INDLÆG FRA REVISORENS BREVKASSE LIGE HER