Der er behov for, at virksomheder indtager en central rolle for at sikre vores velfærdssamfund ved at tage et socialt ansvar. Det giver på alle måder mening at inkludere mennesker med udfordringer i livet.

Alt for mange mennesker med psykiske, fysiske eller sociale udfordringer står uden for arbejdsmarkedet. Det koster på den menneskelige og samfundsmæssige bundlinje og virksomheder mangler arbejdskraften. Der er brug for et paradigmeskifte på det danske arbejdsmarked. Derfor er organisationen Code of Care skabt.

Cool business og stort hjerte

”Hvis danske virksomheder ikke satser på at rumme mange flere fra ’kanten’, får vi et fattigere samfund. ”Og det er ikke så svært, som vi tror”, udtaler Peter Nørgaard, erhvervsleder med mange års erfaring med at tage et socialt ansvar.

Creativ Company-direktørens opskrift på, hvordan vi får den bæredygtige bundlinje til at hænge sammen både samfundsøkonomisk og menneskeligt er at spotte de opgaver i virksomheden, der kan udføres af mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet. Det frigiver tid til kerneopgaverne, som løses af ofte højt betalte medarbejdere.

Peter Nørgaard uddyber:

Code of Care, Bizzupforår2019, CSR, CSR-politik, CC Hobby, Creativ Company
Dir. Peter Nørgaard har solid praktisk erfaring med social ansvarlighed og har stiftet Code of Care, der arbejder for at flere virksomhedsledere ser værdien i at ansætte mennesker med psykiske, fysiske eller sociale udfordringer i livet.

”I gennem 18 år har vi i Creativ Company hjulpet over 800 mennesker til at finde frem til deres kompetencer og muligheder for job trods deres udfordringer. Creativ Company har i alle årene drevet en stærk forretning – ikke på trods af at vi har taget et socialt ansvar – men snarere på grund af.”

”Vi oplever, at både almindeligt ansatte medarbejdere, og dem på forskellige skåneordninger, sætter stor pris på firmaets CSR-politik, og det giver tryghed og dermed en stor loyalitet. For det er sådan, at et menneske man giver en chance vokser.”

Disse praktiske erfaringer har fået Peter Nørgaard til i 2011 at stifte organisationen Code of Care, så endnu flere virksomhedsledere kan opleve det engagement det giver, hos både medarbejdere, kunder og leverandører.

Alle mennesker har værdi

Professor Steen Hildebrandt, som har været med til at udvikle grundtankerne bag Code of Care udtrykker menneskesynet ved at sige ”De der ikke kan bruges til noget – de kan bruges til noget andet”. Med andre ord er der brug for alle de kompetencer, som de over en halv million ledige repræsenterer. Det handler om at virksomhederne spotter de opgaver, der kan være med til at bane vejen tilbage i job og skabe et match med en kandidat.

Den strukturerede hverdag på en arbejdsplads og det at bidrage positivt i en virksomhed giver arbejdsidentitet, hvilket i dag er en væsentlig del af vores måde at definere os selv på.

Dertil kommer at den sociale arv brydes, når far og mor går på arbejde. Det jobkick, som forældrene får, bidrager til at børnene forstår vigtigheden af at bidrage til et fællesskab.

Alle har ret til et arbejde, uanset om man kan arbejde mange eller få timer om ugen.

En velfærdsalliance på tværs

Hvordan får man så travle erhvervsfolk til at engagere sig i socialt ansvar? Svaret er enkelt. Man involverer dem i den vigtige opgave og beder dem være med til at finde nye veje og løsninger. Det er det erhvervsfolk kan. De er iderige og action-orienterede. De vil se noget ske.

”Kommunerne siger, at når de banker på hos en virksomhed, så bliver døren lukket halvt op. Når vi som erhvervsfolk banker på døren og spørger om andre vil være med, så bliver vi budt ind til kaffe og der er straks hul igennem til en god snak om kultur og værdier”, siger udviklingschef i Code of Care, Tommy Wølk. Han arbejder selv som kommunikationschef i en stor entreprenørvirksomhed. Det giver balast, at han taler virksomhedernes sprog.

Code of Care, Bizzupforår2019, CSR, CSR-politik, CC Hobby, Creativ Company
Til Folkemødet på Bornholm har Code of Care inviteret til debatforum med bl.a. Stine Bosse, Steen Hildebrandt, Kristian Jensen, Lisbeth Zornig m.fl. Temaerne har handlet om virksomhedernes ansvar for det samfund, de agerer i, hvilket der har været stor interesse for hos Folkemødedeltagerne.

Tommy Wølk beskriver processen.

”Når vi samler en ny Task Force starter vi ud med fakta. Hvor mange står der uden for arbejdsmarkedet i den pågældende kommune? Hvem er det og hvad koster det kommunen?

Når alle har accepteret at finde løsninger på udfordringen, så skaber vi visionen sammen. Den kunne lyde:

”Vi vil sikre sårbare mennesker et job, så der skabes velfærd og selvværd – for det enkelte menneske og vores virksomheder”. Et måltal er også vigtigt – hvor mange jobs vil vi skabe. Sådan tænker vi virksomhedsledere. Og så går processen i gang med at finde løsninger, prioritere og skabe operationelle actions. Og naturligvis sikre, hvem der tager ansvar for, at de bliver gennemført.

Innovation for beskæftigelsen

Der er stor iderigdom og lyst til at iværksætte løsningerne. Der fremkommer nye metoder til jobcentrets processer, så der sker en optimering af vejen for jobkonsulenterne til, at forstå virksomhedernes behov for arbejdskraft – og dermed skabe det perfekte match. En anden del af ideerne går på, hvordan virksomhederne kan være med til at gøre de ledige jobparate.

Der er af Task Forcene udviklet ”Spørg Chefen”, hvor 2-3 virksomhedsledere møder de jobsøgende  på jobcentret og holder peptalk og viser, at en chef blot er et menneske. Eller virksomhederne holder åben virksomhed og inviterer 40-50 ledige til at se jobfunktioner, høre om kulturen og blive inspireret til, hvordan man kan optimere ens jobsøgningsproces.

Vigtigste opgave for en Code of Care Task Force er dog at sprede budskabet om at tage et socialt ansvar. Det foregår ved at invitere netværket til inspirationsevents, hvor deltagerne møder f.eks. unge ledige og hører deres historier, hører om Peter Nørgaards erfaringer, debatterer og helt konkret finder småjobs i egne virksomheder.

”At vi så er så heldige, at flere kunstnere har kastet deres kærlighed på dette sympatiske projekt, virker naturligvis som et trækplaster,” siger Tommy Wølk med et smil.

Når Steffen Brandt synger om sårbare mennesker, Jacob Haugaard fortæller om sit liv, Jason Watt sætter fokus på job til handicappede, og Steen Hildebrandt fortæller om det 8. Verdensmål – fair arbejde til alle, så får virksomhedslederne det sociale ansvar ind på mere end én måde.

Det handler om at tale til såvel hjerte, hjerne og pengepungen.


LÆS OGSÅ: FILANTROPI ELLER FORRETNING? 


Resultaterne taler for sig selv

Med Task Forces i byer som Holstebro, Hedensted, Favrskov, Skive, Struer, København, Thisted – og med opstart i Greve, Fredericia og flere andre steder – så giver det stor erfaring med at samle virksomhedslederne og facilitere processen frem mod jobskabelse.

Yderligere byer, som i dag selv driver Task Forcen videre er Ålborg og Horsens. Endnu flere kommuner har set mulighederne med at danne velfærdsalliancer på tværs af siloerne og henvender sig derfor til Code of Care for at få skabt et stærkt samarbejde med virksomhedslederne om at sikre øget socialt ansvar.

I disse velfærdsalliancer er der skabt over 600 jobs alene inden for de sidste 2 år.

Code of Care, Bizzupforår2019, CSR, CSR-politik, CC Hobby, Creativ Company

”Det engagement, som jeg oplever i den Task Force, som jeg er med i, skabes af, at vi får noget til at ske for mennesker, der har behov for en hånd i ryggen” udtaler Jesper Juel Jensen, direktør i Expoloading i Hedensted. ”Når vi er samlet til møder, er der ingen grænser for de ideer vi udvikler og sætter i værk. Vi har inviteret andre virksomhedsledere til for eksempel Code of Care Gocart-race, Social Dinner eller Golfevent for at få det sociale ansvar til at brede sig som ringe i vandet. Det er et meget meningsfuldt og inspirerende forum, hvor vi i samarbejde med jobcentret får hjulpet mange mennesker i gang med en struktureret hverdag, hvor de hver morgen har noget at stå op til – og vi får den arbejdskraft, som vi har brug for,” udtrykker Jesper Juel Jensen.

Et paradigmeskifte med indbygget fremtid

”Vi fortsætter med at skabe nye veje for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet”, udtaler Lone Østergaard, som er formand for bestyrelsen i Code of Care. Selv driver hun blandt andet en Code of Care Task Force bestående af kvindelige virksomhedsledere, som har besluttet at hjælpe kvinder med anden etnisk baggrund i job og en MentorShop for unge i Holstebro.

”Vi oplever, at det er i flow. Flere og flere virksomheder ser værdien i at hjælpe det enkelte menneske og samfundet. De økonomiske ressourcer vi bruger på at have mennesker placeret på reservebænken kan bruges til mere konstruktive initiativer, og vi får arbejdskraften ud i virksomhederne. Netop de opgaver, som løses af en småjobber, er måske præcis det, der gør, at en anden medarbejder undgår at få stress. Så der er gevinst for alle også de øvrige medarbejdere.”

Den store opmærksomhed, som organisationen oplever, gør at der i dag er 9 medarbejdere, der alle bidrager til at skabe paradigmeskiftet i dansk erhvervsliv i samarbejde med jobcentrene og de virksomheder, der arbejder med i Code of Care Task Forces.

”Når alt viser, at stærke værdier kan ses på bundlinjen, så vil det da være skørt ikke at tænke det med ind i virksomhedens strategi. Så hvordan ser din strategi ud for socialt ansvar? Har du ansat mennesker med udfordringer?” afrunder Peter Nørgaard.

Faktaboks:

  • Code of Care er en nonprofit organisation, som inspirerer til, informerer om og skaber innovation inden for virksomhedernes sociale ansvar. Code of Care arbejder på at flere mennesker med psykiske, fysiske eller sociale udfordringer i livet inkluderes på de danske arbejdspladser.
  • Peter Nørgaard har i dag solgt en del af Creativ Company for at kunne bruge mere tid som foredragsholder og debattør.
  • Hvis en kommune ønsker at samarbejde med Code of Care sker det ved at henvende sig med den målgruppe, der ønskes et øget socialt ansvar over for.

Læs mere om Code of Care på www.codeofcare.dk