Revision Limfjord

Mod egen forventning er virksomhedsejer Lasse Jakobsen begejstret for at bogføre og fakturere digitalt. Han har aldrig haft interesse eller flair for IT – alligevel er det lykkedes for den selvudnævnte ”bonderøv”

Mange SMV’er står overfor en skæbnesvanger dato: Den 1. januar 2024. På det tidspunkt skal alle selskaber og virksomheder, der er pålagt at aflægge årsregnskab, bogføre digitalt. Det er dog ikke en dato, Lasse Jakobsen tænker særlig meget over. Han har nemlig omstillet til digital bogføring for flere år tilbage.
”Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Arh, hvad er det nu for noget københavneri’. Jeg har virkelig været en bonderøv til at starte med.”

Mobil virksomhed

revision limfjord, digitalisering, SMV, digital, revision, økonomi, Bizz Up
Lasse Jakobsen bladrer i de gamle, tunge bilagsmapper i et nostalgisk tilbageblik. Siden 2016 har han ikke brugt tid på at sætte bilag i system og mapper.

Lasse Jakobsen er ejer af firmaet Lasse Bulemand ApS, som har eksisteret i 19 år. Lasse Bulemand er en servicevirksomhed, der udretter buler i biler med en særlig teknik, som bevarer bilens lakering. Sammen med sin partner, Jørgen Mouritzen, hjælper de alt fra små autoværksteder til de store bilforhandlere i Nord-, Midt- og Vestjylland. Alt værktøj er i de to servicevogne, så de kan køre rundt til samarbejdspartnerne. Her ser Lasse Jakobsen digital bogføring som en klar fordel: ”Jeg tager bare et billede af bilen, stelnummeret eller arbejdskortnummeret. Så taster jeg oplysningerne ind i felterne på programmet, og så ved jeg, at kunden har alle oplysninger på fakturaen. Bogholderiet kan altid finde ud af, hvilken bil, jeg har udrettet.” Lasse Jakobsen fortæller, at det er hurtigt at gensende en manglende faktura eller lave en kreditnota. Man kan også lægge bilag ind ved at tage billeder med en app. Han mener desuden, at digital bogføring giver en øget tryghed: ”Når først bilagene er inde i systemet, bliver de ikke væk i varevognen eller i en stak på kontoret.”

Samarbejde med Revision Limfjord

Faktisk starter historien tilbage i slutningen af 2015. Lasse Jakobsen oplever, at der er flere af hans kunder, der kun vil modtage fakturaer over mail. Han bliver opmærksom på bogførings-programmet e-conomic gennem en kollega.

Lasse Jakobsen tager derfor kontakt til Revision Limfjord, hvor han har været kunde de sidste 16 år. ”Det er jo Revision Limfjord, der har hjulpet mig med at komme i gang med det. Revision Limfjord har været en god medspiller og samarbejdspartner. Jeg har stillet rigtig mange dumme spørgsmål, men det er de jo gode til at hjælpe mig med.”

Hjælpsomme indstillinger og bedre overblik

Bogføringsprogrammet har mange smarte indstillinger, der letter hverdagen, mener Lasse Jakobsen. Fx har han givet hver bildel et varenummer. På den måde er det let for ham at fakturere, om det er en forskærm eller et panel, han har udrettet. I forhold til lønadministrationen, som Revision Limfjord varetager, er det også lettere: ”Jeg har varenumrene fra 1 til 100, og Jørgen har så tilsvarende fra 100 til 200. På den måde kan Revision Limfjord have overblik over, hvem der laver hvad, og administrere lønnen på den måde.”

Generelt er det blevet nemmere med fakturering og bilag. Lasse Jakobsen mener, at han sparer en hel søndag hver måned, hvor han ellers ville sidde og sætte bilag i system og køre til Revision Limfjord med bilagsmapper.

Samtidigt oplever Lasse Jakobsen, at han har bedre overblik over omsætningen i virksomheden. ”Jeg kan altid lige se i e-conomic, hvad min omsætning er. Hvad med denne måned – og hvad med i forhold til sidste år? Det er let at se, om man følger med i omsætningen.”

Gode råd fra en håndværker

Selvom Lasse Jakobsen i dag er begejstret for digital bogføring, så var det bestemt ikke noget, han havde forudset, da han gik i gang.

”Jeg var virkelig usikker. Jeg er ikke god til computere. Og jeg kan godt forstå, hvis der er andre, der har det sådan. Men det er bare på med ja-hatten, kom i gang – og så kan man læne sig op ad Revision Limfjord. De er klar til at hjælpe.”

I forhold til deadlinen d. 1. januar 2024 kan Lasse Jakobsen være helt rolig, men han opfordrer alle til at komme i gang i god tid – det tog nemlig et lille års tid, inden alle fodfejl var luet ud af systemet: ”Investér noget tid i digital bogføring og tag det seriøst. Det er et rigtig godt værktøj.”