I Bilplejen hos Bilernes Hus i Silkeborg er lakforsegling af biler på vej til at blive en stor del af forretningen. Bizz Up kørte forbi Silkeborg for at gøre dig klogere på hvorfor…
Hvis du har prøvet at stå på ski, ved du, at det hurtigt bliver en våd og halvfesen fornøjelse, hvis dit skitøj ikke er enten imprægneret eller udstyret med en Gore-Tex membran, som holder vand og fugt ude. Det samme gælder for din bil. Er der ikke ordentligt styr på lakeringen, er der kun ét sted fugt og rester af fugleklatter, insekter, flyverust og nedfald fra træer kan snige sig hen.
Lak er for alle
Måske har du lagt mærke til de små gul-orange-røde mærkater bagpå bilen foran dig i køen en tirsdag aften på vej hjem fra badminton. Mærket fortæller, at bilen er behandlet med DITEC lakforsegling – en behandling, der giver en række fordele for dig som bilejer. Siden maj 2018, hvor Bilernes Hus blev Silkeborgs eneste forhandler af DITEC, har værkfører i Bilplejen Brian Jensen og hans medarbejdere lakforseglet mere end 60 biler. ”Vi lakforsegler både de nyere brugte biler, som kunderne køber i Bilernes Hus, de spritnye biler som skal pakkes ud af bobleplast og privatkundebiler, hvor ejeren har opdaget, at det kan betale sig med en lakforsegling,” fortæller Brian Jensen, hvis afdeling også tager sig af den helt almindelige klargøring og pleje af biler, sådan at alt spiller 100% lige fra læderindtræk og instrumentbræt til fælge og forrude.
En ren fornøjelse at være doven
En DITEC lakforsegling koster i gennemsnit 4.000 kr., alt afhængigt af bilens alder og typen af forsegling. Bilen skal genbehandles efter ca. halvandet år, men pengene skulle ifølge Brian være givet godt ud: ”Den første tanke, som typisk popper op hos folk er, at de da kan få deres bil poleret mange gange for de samme penge, og endnu bedre kan de gøre det selv hjemme i garagen. Men vi kan til enhver tid se forskel på folks hjemmegjorte polering og et professionelt stykke arbejde. Og en polering er IKKE det samme som en forsegling af lakken,” understreger han.
Men hvad er det så? Jo ser du… Sætter du bilens overflade under mikroskop, ligner det et månelandskab med masser af fordybninger, huller og revner. Det er alle de små ujævnheder, som en lakforsegling jævner ud, og derved gør overfladen glat og modstandsdygtig, blandt andet overfor snavs og skidt. ”En lakforseglet bil behøver oftest kun vask med en svamp uden sæbe, og kører du bilen i vaskehallen, kan du nøjes med det allerbilligste vaskeprogram, idet skidtet ikke sætter sig fast på samme måde,” siger Brian, der faktisk slet ikke opfordrer til, at man vasker bilen hjemme i indkørslen: ”Vandforbruget er ofte langt større end i vaskehallen, og vand med olierester løber direkte i jorden til ulempe for miljøet. Desuden slider man ofte unødigt på lakken ved brug af nylonbørster og vaskeprodukter af for dårlig kvalitet. Folk tror, at de gør det så godt, sparer penge, passer på bilen osv., men vi ser mange vaskeridser på biler, der kommer ind på værkstedet.”
Al right. Vi kan hermed konkludere, at det kan betale sig at være den dovne type, som vælger vaskehallen fremfor at stå i indkørslen og fryse fingrene af om søndagen.
Stensikkert at salgsværdien stiger
Så langt, så godt. Nu skinner bilen, og den er nemmere end nem at holde ren, men lakforsegling har ifølge Brian flere fordele: ”En lakforsegling reducerer skaderne ved stenslag med minimum 70%. Lakken er ganske enkelt hårdere og langt mere modstandsdygtig. Vi ser derfor næsten ingen stenslag i lakken på biler med lakforsegling,” fortæller Brian, der også oplever, at lakforseglede biler i højere grad holder prisen ved videresalg. Han forklarer: ”Glansgraden på en spritny, ubehandlet bil ligger først i 80’erne på glansgradsskalaen. En lakforsegling – på en brugt bil – giver en glansgrad på over 90. Dén forskel er synlig for det blotte øje, og det er en stor fordel for kunden, når de skal sælge bilen, idet den fremstår flot og velholdt.”
Også for de unge og dem med båd
Det er dog indtil videre primært bilejere over 40 år, som investerer i lakforsegling. ”De unge bruger ikke penge på deres biler i samme omfang som andre – i hvert fald ikke på vedligehold. Måske har de ikke bilen så længe ad gangen, men netop derfor – for at undgå massivt pristab ved videresalg – kan penge til en lakforsegling være givet klogt ud,” siger Brian, der selv kører i en VW Passat, lakforseglet naturligvis.
Med til historien hører, at også motorcykelejere og bådejere vælger lakforsegling hos Bilernes Hus. ”Bådejerne har fundet ud af, at båden kan sejle væsentligt hurtigere og bruger mindre brændstof, idet overfladen som er af glasfiber bliver blank og glat og derved giver langt mindre vandmodstand. Det er da smart – og så ser det brandgodt ud!” slutter Brian, før han drøner ud til sine medarbejdere, hvor bilerne holder i kø for at komme under kærlig behandling.
Er du virksomhedsejer med biler på vejene, kan lakforsegling være sund fornuft:
Hver medarbejder kører bilen i vaskehallen gennemsnitligt én gang pr. uge, 46 uger om året: 46 uger x 150 kr.= 6.900 kr.
Med lakforsegling vælger medarbejderen i stedet den billigste bilvask:
46 uger x 50 kr.= 2.300 kr.
Difference = 4.600 kr., som du kan vælge at bruge på en lakforsegling med de øvrige fordele, du netop har læst om.
FAKTA:
- DITEC er Danmarks største bilplejekæde
- Bilernes Hus er det eneste sted i Silkeborg, der laver DITEC lakforsegling
- Bilernes Hus er autoriseret forhandler af fabriksnye Kia, Nissan, Skoda og Volkswagen samt autoriseret servicepartner for Audi, BMW, Fiat, Kia, Nissan, Skoda og Volkswagen
- DITEC er udbredt bl.a. i Norge, hvor over 6.000 biler lakforsegles hvert år