Ja, det var så den 25. oktober 2017. Eller dagen efter. Jeg havde været til Bizz Up Randers, hvor der var et foredrag med Lasse Løber. Lasse fortæller om gode smartphonevaner og mangel på samme. Et super spændende foredrag om smartphonen på godt og ondt og hvordan man får eller bevarer nogle gode vaner.

Midtvejs i foredraget skulle deltagerne hver især tage en test, som skulle vise ens afhængighed.

6 krydser og derover, så har man ”dårlige smartphonevaner”. Jeg oversætter det til: Jo flere krydser – des mere afhængig.

9 ud af 10. Det eneste felt jeg ikke krydsede af, var nr. 1: ”Min telefon er den vigtigste ting i mit liv”. For det er selvfølgelig mine børn…. Eller hvad? I hvert fald det meste af tiden er de vigtigst. For det er da sket, at de lige har sagt “mor” en ekstra gang, fordi jeg havde travlt med at tjekke noget ligegyldigt.
Så altså. Dybt afhængig. Ingen overraskelse.

Lasse afslutter foredraget med: ”Hvem er frisk på en lille udfordring?”
Med det samme er der én af deltagerne de griber chancen. Efter alle er gået må han trække i land igen, da han ikke kan undvære sin smartphone i forhold til sit arbejde. (Han kommer dog med på udfordringen dagen efter.) Lasse rækker dumphonen, uden at tøve, videre til mig. Jeg tager i mod den gamle telefon – og dermed også udfordringen. Men jeg følte ikke jeg havde et valg. Jeg blev ikke spurgt og jeg havde aldrig meldt mig selv. Men jeg vidste jo godt den var gal og testen bekræftede det. 30 dage uden smartphone coming up…

Der var egentlig ikke så meget forberedelse. Jeg havde optaget lidt video fra foredraget, som jeg skulle bruge og jeg skulle lige advare mit Snap-univers om mit fravær. Men ellers… good to go!

Jeg skiftede telefon samme aften. Jeg lagde mig til at sove uden at kigge på telefonen. Der var jo ikke noget at kigge på. Næste morgen vågner jeg uden identitet. Den er forsvundet over natten. Ingen støj fra omverdenen. Ingen der vil mig noget inden jeg overhovedet i stået op.

Nu begynder det…. The dumphone-life.

Første udfordring møder jeg allerede dagen efter skiftet. Jeg skal til møde. I en anden by. Jeg har været der før, men kan ikke huske vejen. Har jo altid brugt Google Maps og ejer ikke en GPS. Ind på Krak og printe vejledningen til de sidste kilometer jeg var i tvivl om. Min printer dur ikke. Arrhh…. Jeg tager mig selv i at tænke: ”Jeg tager bare lige et billede af skærmen”. Niks, for i dumphone-life er der ikke kamera i telefonen!

Men det er ikke den eneste fordel ved Google Maps, som jeg savner lige nu. Ankomsttid!! Et møde senere på ugen, hvor der var 5 kvarters kørsel, er jeg i tvivl om hvorvidt jeg sent på den. Jeg havde ikke fået morgenmad og kunne godt liiige bruge en tur fordi 7/11. Okay, jeg satser sgu! Jeg skynder mig ind i butikken. Pyh, ingen kø. Ud i bilen og kører lige lidt ekstra stærkt for at indhente tiden. Havde jeg nu bare kunne følge ankomsttiden, så havde jeg været den stress for uden.

Når du er uden smartphone, så betyder det også du er mobiloffline. Ingen internet på farten. Ingen mailcheck, netbank, ingen synkroniseret kalender. Ingen MobilePay, ingen Facebook til at fordrive ventetiden med, ingen Snap…

Det betyder også ingen sms’er med links, ingen mms’er, ingen kamera i telefonen. Kun sms og opkald. That’s it! Hvordan kunne vi nøjes med det dengang?

Og….Ingen emojis! Tænk at det skulle betyde noget – men det gør det! Man virker så sur i en sms uden emojis! Aldrig har jeg vidst hvor meget kommunikation der ligger implicit i de små sataner. Lasse havde advaret mig i sit foredrag, men nu har jeg oplevet det på egen krop; behovet for at fuldende en sætning med “Smiley der slår sig selv i hovedet” eller “Smiley der griner så tårerne triller”. Heldigvis fandt folk hurtigt ud af, at de skulle beskriver deres valgte emojis, så de ikke bare blev vist som små firkanter. “Smiley med solbriller og peace-tegn.”

I forløbet sad jeg i en taxa på vej hjem fra Iværk & Vækst i København. Af flere årsager, blandt andet noget skyderi, var der sindssyge trafikale problemer og jeg sad i kø i taxaen i 2 timer. (ja, det var sgu dyrt!?)
Jeg nåede, pga. trafikken, ikke mit første fly og pga. min mobiloffline-tilstand, så nåede jeg heller ikke det næste. Jeg kunne ikke booke en ny billet på farten. For satan, der blev bandet i den taxa!

Jeg havde en forventning om at det ville blev hårdt. At jeg ville tælle dagene til jeg kunne få min egen telefon tilbage. Men det er faktisk gået overraskende let. De første dage oplevede jeg på skift ro-uro, ro, uro… Skønt ikke at ”skulle stå til rådighed”, men også frustrerende, at man ikke fik disse lykkebetonede støjsignaler med jævne mellemrum, som kunne indfri det behov jeg selv har skabt for at “være noget”.
Efter en uges tid savner jeg ikke noget, mere end hvad godt er. Samtidig kan jeg også mærke, at var udfordringen slut efter en uge, så røg jeg lige lugt tilbage i mine gamle dårlige vaner…. Og hvad var det så egentlig for nogle dårlige vaner? Ja, det kan jeg jo se nu! Jeg har brugt sindssygt meget tid på snap, facebook og andre ”tidsfordriv”-apps. Jeg har kigget på telefonen mellem 10 – 60 min. hver aften efter jeg havde lagt mig. Jeg har tjekket min telefon mange, mange gange uden at vide hvorfor/have en grund. Jeg har tjekket min telefon, hvis jeg vågnede om natten.

Jeg har haft min telefon med over alt for ikke at gå glip af noget. Når ungerne var til svømning havde jeg den med i den sølle halve time det varede. Det har jeg ikke nu. Hvad skulle jeg dog det for? Jeg går ingen steder uden min smartphone. Men min dumphone ligger bare. Har den ikke engang med ud og handle.

En aften jeg var på vej i seng og ville sætte alarmen, så kunne jeg ikke finde min telefon. Jeg fandt den i bilen. Det var altså bare 7 timer siden jeg var stået ud af bilen. Jeg havde ikke tænkt på eller haft brug for den mobil i 7 timer. Før dette forløb kunne jeg ikke være foruden min telefon i 30 min. ad gangen! Så det var noget af en øjenåbner.

Jeg har tænkt mange gange i løbet af de 30 dage ”ej, det skal snappes”, men det er blevet mindre og mindre. Det er jo lige meget og mange af situationerne forringer situationen IRL, fordi den lige skal snappes. F.eks. når børnene vil vise mig noget eller man ser noget sjovt der opstår pludseligt.

Så altså…

30 dage uden smartphone. Det har gjort nogle ting mere besværlige, men samtidig har det også givet mig en forståelse for, at telefonen/adgang til omverdenen faktisk ikke er det vigtigste i livet. Hold nu kæft, det lyder mormor-agtigt. Men den har virkelig stjålet meget tid, som jeg kunne bruge bedre. Jeg er uden tvivl glad for min smartphone og synes også stadig snap er en sjov kommunikationsform. Men jeg bruger telefonen med mere omtanke og forsøger at skabe og bevare nogle gode smartphonevaner efter jeg har været igennem denne “smartphone-detox”.

Prøv det! Om ikke andet så bare 30 dage – bare for at vise du kan!

Læs hvordan Lasse Løber selv har skiftet smartphonen ud med en dumphone –  permanent!

Lise Korgaard
Tidl. Smartphone-misbruger