Hvert år bliver nogle af de mest lovende startups rangeret. Og I år er Lenus, som den eneste Healthtech-virksomhed, blandt top ti i Danmark. En placering, som CEO Bertram Thorslund er ovenud tilfreds med.
Det kan være enormt svært at slå igennem og blive anerkendt som iværksætter. Ikke desto mindre er det netop sket for ti danske virksomheder, der er blevet placeret på LinkedIns liste over de ti mest fremspirende danske startups. Listen fremhæver virksomheder, som LinkedIn ud fra en række parametre vurderer, man bør holde særligt godt øje med. Virksomheder, der alle har taget udfordringen op og fortsat med at innovere og udvikle sig.
En af virksomhederne, der har fået topplaceringen, er Healthtech-virksomheden ’Lenus’. Her har man udviklet en online platform til personlige trænere, coaches og andre sundhedsvejledere, så de kan hjælpe deres klienter online. Lenus har i flere år været til stede i Norden, Tyskland og Storbritannien, imens de i år også har indtaget USA med rekordfart. Over 50.000 personer benytter i dag platformen.
Det var blandt andre CEO Bertram Thorslund, der startede Lenus tilbage i 2016, og derfor er han selvsagt meget begejstret over, at Lenus på få år kan markere sig som en af Danmarks mest lovende startups.
”Vi vil gerne hjælpe flest mulige mennesker med at leve en sundere livsstil. Verden over er der hver 10. sekund et menneske, der dør af en livstilssygdom. Det vil vi gerne nedbringe. Foruden kost og træning fokuserer vi også på mental trivsel. Desuden vil vi bidrage med vores egen klientdata til sundhedsforskning. Dermed kan vi i fællesskab blive klogere på, hvordan folk bedst får hjælp til at ændre deres vaner til det bedre”, forklarer Bertram Thorslund.
De virksomheder, der er havnet på listen, er blevet målt ud fra fire områder: Medarbejdervækst, jobsøgendes interesse, medlemmernes engagement med virksomheden og virksomhedens medarbejdere. Og for Bertram Thorslund er det netop også på grund af medarbejderne, at Lenus er kommet dertil, hvor de er i dag.
”Vi kunne ikke have gjort det her uden alle vores dedikerede ansatte, der hver dag er med til at gøre Lenus til en hurtigvoksende virksomhed. Det er jeg meget taknemmelig for, men jeg vil også gerne takke alle vores coaches og alle de mennesker rundt omkring i verden, der ønsker et sundere og gladere liv sammen med Lenus,” siger Bertram Thorslund.