Hackerne er igen på dupperne og forsøger at få adgang til følsomme oplysninger ved hjælp af svindelnumre. Læs med her og få 8 gode råd til at beskytte dine data.  

Mange virksomheder sender igen deres medarbejdere tilbage på hjemmekontoret i takt med antallet af corona-smittede, der stiger. Faktisk bliver det at arbejde hjemmefra mere og mere normalt blandt danskerne, og også i resten af verden.

Store virksomheder som Apple, Facebook og Google har givet deres ansatte lov til at arbejde hjemmefra indtil sommeren 2021. Og derefter vil et stort antal af medarbejderne højst sandsynligt fortsætte arbejdet på hjemmekontoret.

Set fra et it-sikkerhedsperspektiv kræver det, at alle medarbejdere er klædt godt på med vigtige informationer til deres nye hjemmearbejdsplads. Mange tænker, at det er enkelt, og at der ikke er så meget mere at skulle huske på end at få styr på en sikker VPN-forbindelse. Men der er meget mere at hente, med mindre vigtige data skal slippe ud af hænderne på dig.

Læs også

5 tips til bedre IT

– Det er enhver virksomheds ansvar at kommunikere om it-sikkerhedsmæssige forhold til sine medarbejdere, for at de kan begå sig sikkert på hjemmekontoret. Det gælder både VPN-forbindelsen, beskyttelse af operativsystemet og risici for phishing og ransomware. Men når det så er sagt, har medarbejderne selv et stort ansvar for at være ekstra opmærksomme på det aktuelle trusselsbillede, hvor it-kriminelle forsøger at udnytte situationen med falske links og e-mails, siger it-sikkerhedsekspert Janus R. Nielsen fra it-firmaet AnyTech365.

Janus R. Nielsen og AnyTech365 giver her en række tips til, hvordan du beskytter dit hjemmekontor mod cyberkriminelle.

 

 

1 // Vær opmærksom på svindel i forbindelse med corona

Det er vigtigt, at du ikke sænker paraderne i forbindelse med it-sikkerhed, når du sidder hjemme og arbejder. Det er der mange, der har en tendens til, fordi det hele kan virke mere afslappet.

Tankegangen hos de cyberkriminelle er alt andet end afslappet, da de gør alt for at narre danskerne gennem phishing-mails, mistænkelige telefonopkald og falske SMS-beskeder. Det er derfor utrolig vigtigt at være opmærksom på svindelnumre, der relaterer sig til corona-situationen, både som privatperson og på dit hjemmekontor.

2 // Installér en VPN-forbindelse

VPN beskytter din internetforbindelse. Den opretter forbindelse via en krypteret server og forhindrer dermed uvedkommende i at opsnappe, hvad du foretager dig på nettet. Det svarer lidt til at du låser din hoveddør.

Fordelene ved en VPN er at din IP-adresse bliver skjult, dine data bliver krypteret og samtidig skjuler den også din location. Hvis ikke allerede du har en pålidelig VPN-tjeneste, så snak med din arbejdsplads om en fælles løsning, så arbejdsrelateret data ikke risikerer at havne i hænderne på de forkerte.

3 // Anskaf et antivirus-program

Sørg for at installere et effektivt antivirus-program på din arbejdscomputer. Ligesom med VPN-forbindelsen, kan et antivirus-program også sammenlignes med at beskytte sit hjem mod indbrud. Får de cyberkriminelle fingrerne i private og følsomme data fra din computer, kan man stå med samme følelse som ved et indbrud.

Et effektivt antivirus-program scanner filer, du henter på nettet, advarer mod mistænkelige websider og får din computer til at køre hurtigere.

4 // Sørg for at systemet er opdateret

Hvor mange tænker ikke, at det sagtens kan vente lidt med de få opdateringer, der popper op nede i hjørnet af computeren? Især hvis du har sat dig for at nå et par vigtige opgaver inden frokost, kan det være frustrerende at bruge tid på en opdatering, der sagtens kan tage 15-20 minutter, fordi computeren også skal genstartes, inden den er klar igen.

Gør dig selv den tjeneste at opdatere computerens system, så snart der kommer en ny opdatering. Ja det tager tid, men ofte er opdateringer til styresystemet utrolig vigtige, da de er med til at lukke små huller i systemet. Det kan netop være med til at holde de cyberkriminelle væk fra dine data på computeren.

Hjemmekontor, sikkerhed, corona-virus, corona, tips, anytech365, Bizz Up

5 // Brug stærke passwords

Det første skridt i retningen af øget sikkerhed er stærke passwords. Med passwords der er svære at knække, bliver det langt sværere for cyberkriminelle at få adgang til dine private og arbejdsrelaterede data. Brug derfor både store og små bogstaver, tal og tegn og lav dine passwords af minimum 10-12 tegn. Lav en sætning, som kun du kan huske. Fx ”Huset_brændte_i_1990” eller ”Hundenfødte5Hvalpe”. Generelt er det en god idé at ændre passwords regelmæssigt, gerne hver tredje eller fjerde måned.

6 // Beskyt dit trådløse netværk

Ligesom med alle andre passwords, er det en god idé at ændre password til din router med jævne mellemrum.

Log aldrig på naboens netværk, hvis du oplever at dit eget internet kører lidt for langsomt. Tjek om du har nogle opdateringer, der ligger og venter. Eller tag fat på din internetudbyder og undersøg mulighederne for at skifte til en højere hastighed. Du kan også benytte dig af internetdeling via din telefon, hvis du har mulighed for det. Her er det vigtigt at huske at oprette en kode, så hvem som helst ikke kan logge på din telefons netværk.

7 // Lav backup

Det er en god idé at lave en backup af dagens arbejde, så du ikke mister vigtige filer, hvis uheldet er ude. Gør det til en vane at lave en backup af relavant data, inden du afslutter din arbejdsdag. Måske har du mulighed for det via din virksomheds interne system, og ellers kan du gøre brug af en ekstern harddisk.

8 // Hav kontakt med din IT-afdeling

Sørg for at have kontakt med IT-afdelingen i din virksomhed, så eventuelle problemer kan afhjælpes med det samme. Det er vigtigt at vide, hvem du skal kontakte, hvis du pludselig får brug for hjælp. En god idé er at teste fjernadgangen til din kontaktperson i it-afdelingen, så du ved, at det virker, hvis du en dag akut får brug for hjælp.