Der er mange myter og fordomme omkring kvinder, økonomi og investeringer. Er du også en af dem, som afholder dig fra at investere, fordi du tror, investering er svært, tidskrævende og risikabelt? Så læs med her, hvor vi afliver nogle af de myter om investering som afholder flest fra at komme i gang.

Tekst: Anna-Sophie Hartvigsen

 

1. Det er svært og man skal være ekspert

Nej. Man kan opnå gode afkast gennem investeringsforeninger og ETF’er (exchange traded fund) , der investerer bredt i markedet, eller hvis man sørger for at have en bred vifte af aktier fra forskellige industrier og lande i sin portefølje. Det danske aktiemarked stiger i gennemsnit med 8 pct. om året, og man kan derfor opnå relativt gode afkast ved bare at investere bredt i markedet.

2. Det er tidskrævende at investere

Nej. Investering er, hvad du selv gør det til. Hvis du har en langsigtet investeringsstrategi, er det ikke nødvendigt at overvåge dine investeringer på daglig basis. Det kan være nok at tjekke dem kvartalsvis, eller hvis der ses nogle markante ændringer i markedet.

3. Det kræver en stor formue at komme i gang

Nej. Det er bestemt ikke nødvendigt at have en stor formue for at investere. Du kan komme hurtigt i gang for det beløb, der passer dig og din økonomiske situation. Synes du, at investering lyder interessant, så kan du sagtens starte ud med så lidt som 3.000 kr. og derefter hæve beløbet lidt efter lidt.

4. Det er meget risikabelt at investere

Du har sikkert hørt, at risiko og afkast går hånd i hånd. Det handler om at finde en balance, som giver mening for dig, og så du kan sove trygt om natten. Det kan være risikabelt at investere, og du skal derfor aldrig investere for mere, end du kan tåle at tabe. Det skal dog igen påpeges, at det danske aktiemarked i gennemsnit stiger med 8 pct. om året, og du derfor opnå et relativt godt afkast ved bare at investere bredt i markedet.

5. Investering er for alle

Mange tror fejlagtigt at investering, er et område som kun er forbeholdt de få med god forstand på penge og en stor formue i banken. Men sandheden er, at alle kan investere, hvis man blot starter med at investere sin tid. Der findes muligheder til os alle sammen, og er du i tvivl om hvilken løsning, der passer bedst til dig, kan du kontakte din bank som kan rådgive dig.

Female Invest, Investeringer, Kapital, Bizz Up Efterår 2020

Derfor skal du investere

I Danmark er vi gode til at lade vores penge stå og samle støv på en bankkonto. Det er især blandt kvinderne, at denne tendens ofte har stor indflydelse på hvor mange penge, vi har til rådighed senere hen i livet. En lav rente, betyder nemlig, at vores penge på sigt bliver mindre værd, end hvis vi investerede dem.

Her er fire argumenter for, hvorfor du bør overveje at investere dine penge.

100 kr. er ikke 100 kr. for altid

Mange mennesker finder en tryghed i at spare op på deres bankkonto, men det er ikke altid den bedste måde at få mest muligt ud af pengene på. Det, du kan købe for 100 kroner i dag, vil du ikke kunne få for samme pris om et år eller to, da prisen vil være steget. Sagt på en anden måde vil inflationen mindske dine penges værdi (og dermed købekraften). Derfor er det vigtigt, at de penge, du har arbejdet hårdt for at spare op, også arbejder videre bagefter.

Tjen penge – fremfor at tabe købekraft 

Der er altid en risiko for at tabe sine penge, når man investerer. Det som mange glemmer er, at opsparing i banken heller ikke er risikofrit, da man faktisk taber penge ved at lade sin opsparing stå. En måde at forhindre dine penge i at blive mindre værd er ved at investere dem. Når man investerer, har man typisk en udsigt til et afkast, som er stort nok til at modvirke inflationens negative effekt – og oftest mere til. Det betyder, at du potentielt kan tjene penge, mens du sparer op.

Aktiemarkedet fordobler i gennemsnit sin værdi på 8 år 

Når du investerer, kan du ofte gøre en god forretning med en begrænset risiko. For eksempel er det gennemsnitlige afkast på en investeringsstrategi med lav risiko og en tidshorisont på 4-8 år 6,8 procent. Til sammenligning er renten på en bankkonto omkring 1 procent (hvis vi er heldige). Reelt betyder det en forskel på 4 procent efter skat. Har du 500.000 kroner stående, betyder det altså et afkast på 20.000 kroner mere om året.

Sørg for at tænke langsigtet, så begrænser du din risiko. En tommelfingerregel siger, at aktiemarkedet i gns. fordobler sin værdi på 8 år. Selvom der til tider er større eller mindre udsving i markedet, så har aktiemarkedet historisk set kun gået én vej, og det er op, op, op.

Vi bliver ældre og ældre

I dag ser mange pensionstilværelsen som en gylden mulighed for at gøre de ting, man altid har drømt om, men endnu ikke har nået. Det kræver dog, at man har sparet tilstrækkeligt op i sine erhvervsaktive år til at kunne leve det liv, man drømmer om, når man stopper med at arbejde. I Danmark bliver vi ældre og ældre, hvilket giver os flere år at finansiere. Det rammer især kvinderne, som i gns. lever 4 år længere end mænd. De risikerer at ende med en mindre opsparing, der skal holde længere, hvis de ikke investerer.

En velfunderet og langsigtet investering kan altså potentielt øge din opsparing markant og sikre, at din købekraft og levestandard opretholdes – på sigt.

9 begreber du skal kendeFemale Invest, Investeringer, Kapital, Bizz Up Efterår 2020

Mange opfatter investering som en jungle, der er svært at finde rundt i. Derfor har vi lavet en kort liste med basale investeringsbegreber, du skal kende for at komme god i gang med at investere.

1. Aktie

Når du køber en aktie, køber du en ejerandel i en virksomhed, og du bliver dermed aktionær. Som aktionær har du ret til udbytte og mulighed for at deltage på virksomhedens generalforsamling. Aktier kan handles frit, og prisen kan variere meget. Det er kun børsnoterede virksomheder, du uden videre kan købe aktier i.

2. Afkast

Afkastet måler, hvor meget en investering er steget eller faldet i værdi. Det samlede afkast dækker over ens kursgevinst eller kurstab plus eventuelle udbyttebetalinger.

3. Udbytte

Udbytte er en del at virksomhedens overskud, som virksomheden kan vælge at udbetale til en aktionær eller ejer. Det er ikke alle virksomheder, som udbetaler udbytte.

4. Diversificering

Diversificering, eller bare spredning, betyder at man fordeler sine penge på flere forskellige værdipapirer og på tværs af lande, sektorer og brancher. Spredning handler om ikke at placere alle sine æg i samme kurv for at minimere sin risiko. Som tommelfingerregel anbefaler de fleste eksperter en spredning på mindst 7-10 aktier.

5. Portefølje

En portefølje er en gruppe af aktier, obligationer og andre værdipapirer. Når du hører benævnelsen ‘portefølje’ refereres der blot til en samlet ’kurv’ af investeringer. Hver gang du køber en aktier, indgår den som en del af din portefølje. Ejer du 3 forskellige aktier, har du altså en portefølje bestående af 3 aktier.

6. Risikoprofil 

Når man investerer, medfølger der altid en risiko. Som regel, er der en sammenhæng mellem hvor stor risiko man tager, og hvor stort potentielt afkast man kan få. Derfor er alle, der investerer, nødt til at overveje hvor stor deres risikovillighed er. Jo højere risiko, jo større er afkastet.

7. Tidshorisont

Din risikoprofil afhænger ofte af din tidshorisont, da du som udgangspunkts kan påtage dig mere risiko jo længere din tidshorisont er.

Kort tidshorisont: Skal du bruge dine penge inden for 1-2 år, kan det måske bedre betale sig at sætte penge ind på en almindelig indlånskonto eller en højrentekonto med kort binding.

Mellemlang tidshorisont:Skal du først bruge dine penge efter 3-4 år, kan det måske betale sig at overveje at investere i investeringsforeninger med en overvægt af obligationer i stedet for at sætte pengene ind på en bankkonto.

Langsigtet tidshorisont: Skal du først bruge dine penge efter 5-10 år, kan det måske betale sig at investere i aktier eller investeringsforeninger med en overvægt af aktier.

Investeringerne bør ske ud fra tidshorisonten og din holdning til risiko. Tidshorisonten er vigtig for dit afkast, og som tommelfingerregel siger man, at jo længere din tidshorisont er, jo mere risiko kan du tage.

8. Indeks

Et indeks betegner en gruppe af udvalgte aktier eller obligationer, som typisk kommer fra samme geografiske område og har en vis størrelse. Der findes mange forskellige indeks i verdenen. Nogle af de mest kendte er S&P500 og Dow Jones Index i USA, FTSE i England og DAX30 i Tyskland. I Danmark har vi C25-indekset.

9. OMXC25

OMXC25 står for OMX Copenhagen 25, som er det markedsledende danske aktieindeks. Det vil sige, en liste over de 25 mest omsatte aktier på Københavns Fondsbørs. Indekset giver udtryk for udviklingen i den samlede børsværdi af de noterede selskaber. Når du hører, at det danske marked er nede eller oppe, så er det C25-indekset der refereres til.

 

FAKTA

  • Nordeuropas største uddannelsesplatform for investering målrettet kvinder
  • Female Invest underviser kvinder fra 41 lande i investering via deres online læringsunivers
  • Grundlagt i 2017
  • Medlemmer i 41 lande
  • Female Invest er Forbes 30 under 30 og har vundet Cartier Women’s Initiative, en af verdens største Startup konkurrencer.
  • Stiftet af Anna-Sophie Hartvigsen, Emma Bitz og Camilla Falkenberg