Bæredygtighed er langt mere end hurtige flueben i fine formularer. Det ved Hübsch i Herning, som hver dag arbejder benhårdt for at komme skridtet nærmere at være en – på alle parametre – bæredygtig virksomhed. Hübsch har sat kurs efter tre klare målsætninger; træ, tekstil og transport.

Tekst: Majbritt Mikkelsen
Foto: Hübsch

Hübsch, Bæredygtig Business, Bæredygtighed, Bizz Up, Bizz Up Sommer 2020

”Bæredygtighed fylder mere og mere – både som noget, man som virksomhed gerne vil og noget, der efterspørges. Derfor vil vi, ligesom mange andre, gerne have stort fokus på bæredygtighed.” Ordene er Daniel Henriksens. Han er Sales & Marketing Director ved designvirksomheden Hübsch i Herning, som han også er medstifter af. Daniel sætter i samme sætning samtidig en tyk streg under, at bæredygtighed er en lang proces og ikke bare et flueben, man sætter: ”Det kræver en stor indsats hver eneste dag i og med, at der er mange led i leverandør- og produktionsapparatet, som skal gennemgås, før vi er i mål.”

 

 

Samarbejdspartnere kommer med på vognen

Hübsch, der blev stiftet i 2010, har som den ene målsætning at skifte al træproduktion til FSC-certificeret træ i løbet af 2020, og dér starter kabalen:

”Vi har langt fra kun os selv at forholde os til. Vi har leverandører, som måske skal i gang med at finde nye underleverandører, hvis disse i forvejen ikke leverer FSC-certificeret træ. På den måde kan vi komme helt ud i tredje og fjerde led for at sikre, at alle leverandører opfylder de gældende krav. I sidste ende kan det betyde, at der er leverandører, vi må sige farvel til, selvom det er noget, vi helst undgår. Vi har brugt år på at opbygge stærke relationer og går i stedet efter at hjælpe dem med også at blive FSC-certificerede.”

Fra efteråret 2020 skal FSC-mærkatet være at finde på samtlige Hübsch’ træprodukter. Virksomheden ligger dog imidlertid inde med et større lager af trævarer, som ikke har bæredygtighedsmærkatet på sig, så hvad stiller man lige op med det?

”Vi har truffet beslutning om ikke at skrotte et helt varelager for hurtigst muligt at blive bæredygtighedsmærkede. Dét i sig selv ville hverken være bæredygtigt i forhold til økonomi og dermed vores medarbejdere eller i forhold til naturressourcer. Derfor har vi sat efteråret 2020 som milepæl, fordi det dér er realistisk at være i bund med det nuværende lager, så vi kan starte på en frisk og for fremtiden kun anvende FSC-certificeret træ.”

Hübsch, Bæredygtig Business, Bæredygtighed, Bizz Up, Bizz Up Sommer 2020

Læg dig trygt ned

Den næste målsætning er OEKO-TEX-certificering af alle tekstiler. Mærket indikerer, at der ikke findes skadelige stoffer i tekstilerne:

”Her taler vi bæredygtighed på en anden måde. OEKO-TEX er et klima- og miljømærke, men i lige så høj grad et personsikkerhedsstempel, som fortæller slutbrugeren, at her er fx en pude, som du med ro i sindet kan lægge hovedet på. Processen er ikke helt så krævende, idet vores leverandører i forvejen er certificeret, og tekstiler kun udgør ca. 15% af produktionen i modsætning til træ, som står for over 50%. Der er blot en række krav til dokumentationen, som skal opfyldes,” fortæller Daniel Henriksen.

LÆS OGSÅ: 

Herning, Hübsch & Happiness

 

Det meste skal pakkes fladt

Den tredje målsætning er et kritisk kig på indpakningen og reduktion af miljøbelastningen under transporten:

”Vi vil gerne anvende mindst mulig emballage, blandt andet af hensyn til pladsspild under transporten. Når vi ved, at kunden ved selv at samle produktet får den samme slutoplevelse som ved at modtage produktet fikst og færdigt, bruger vi ’flat-packing’, altså pakning i flade kasser. Andre produkter er for komplekse at samle selv eller i farezonen for at gå i stykker, hvis de pakkes fladt, så der lader vi være. Selvom vi skal reducere emballage, må det aldrig blive besværligt for kunden at håndtere produkter fra Hübsch. ’Where happines lives’ er vores mantra, og det skal vi leve op til hele vejen.”

Selvom det er hårdt arbejde at blive mere bæredygtige, brokker Daniel Henriksen og Hübsch sig ikke:

”Der ligger stor vægt og betydning bag de enkelte certificeringer. Derfor er det godt, at en certificering ikke er noget, man bare liiige trækker i en automat, men derimod skal anstrenge sig for at leve op til. Hos Hübsch knokler vi videre med at blive endnu mere bæredygtige!”

Hübsch, Bæredygtig Business, Bæredygtighed, Bizz Up, Bizz Up Sommer 2020

FAKTA

Eget domicil

Hübsch er stiftet i 2010 af Daniel Henriksen, Flemming Hussak og Jannie Krüger og beskæftiger i dag 30 medarbejdere i eget domicil i Herning 1.800

Produkter

Hübsch er i dag repræsenteret i 63 lande og fører en kollektion på ca. 1.800 forskellige produkter

Dyr og planteliv

FSC er en international non-profit mærkningsordning til træ og papir. I en FSC-skov bliver der ikke fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere. Samtidig er FSC en sikkerhed for, at dyr og planteliv bliver beskyttet, og at de mennesker, der arbejder i skoven, er uddannede og får ordentlig sikkerhedsudstyr og løn.