Et Vækstlån fra Vækstfonden sikrede Plecto den nødvendige kapital, uden at grundlægger Kristian Øllegaard skulle afgive flere ejerandele.

Virksomheden Plecto har udviklet en software og en app, som skal motivere medarbejdere og øge performance i salgsvirksomheder.

Et Vækstlån fra Vækstfonden sikrede Plecto den nødvendige kapital, uden at grundlægger Kristian Øllegaard skulle afgive flere ejerandele.

Da Kristian Øllegaard var ansat som sælger i en stor telekæde, brugte han og kollegerne meget tid på manuelt at holde overblikket over dagens salgstal. Med et talent for programmering satte Kristian sig for at udvikle en software, der kunne automatisere processen. Det resulterede i salgs- og motivationsværktøjet Plecto, og i 2012 etablerede han virksomheden af samme navn.

Over 200 kunder fordelt på 15 lande

Programmet kan integreres med eksisterende forretningssystemer og opdaterer virksomhedens salgstal automatisk. På den måde kan medarbejderne følge med i udviklingen, måle deres præstationer og konkurrere med hinanden i appen eller på en tv-skærm. Mere end 200 virksomheder fordelt på 15 lande benytter i dag Plectos software, og på kundelisten finder man bl.a. Codan, Verisure, Berlingske Media og næsten samtlige danske teleselskaber.

På blot et år tredoblede Plecto omsætningen, og interessen fra både ind- og udland steg kraftigt… Men for at gribe vækstmuligheden var der behov for flere udviklere og sælgere.

 

Et Vækstlån sikrer Plecto kapital til flere medarbejdere

Virksomheden levede et stille liv som fritidsprojekt, indtil Kristian Øllegaard i 2014 droppede ud af studiet og dedikerede al sin tid til virksomheden. Kort efter trådte Just-Eat-stifter Jesper Buch ind i ejerkredsen med en halv million kroner, og siden er Plecto buldret frem. Den unge virksomhed fik hurtigt fat i det danske marked, og på et år tredoblede
Plecto omsætningen. Der kom flere og flere henvendelser fra især udlandet, og det gav gode muligheder for vækst. Men de internationale ambitioner krævede mere salgspersonale, og det krævede ny kapital. Et Vækstlån fra Vækstfonden på 2,7 mio. kr. blev løsningen.

“På den korte bane havde investorkapital været den billigste løsning, men langsigtet er lånet fra Vækstfonden helt optimalt. Nu kan vi føre vores planer ud i livet uden at skulle afgive flere ejerandele. Pengene skal bl.a. bruges til at ansætte flere medarbejdere og fokusere på at indtage nye markeder,” siger Kristian Øllegaard, co-founder og CEO
i Plecto.

Tekst: Majbritt Mikkelsen

Foto: Privatfotos