Jeg har mistet mit bilag – hvad gør jeg?
Bogføringsloven foreskriver at bilag skal opbevares i 5 år efter udgangen af regnskabsåret. Bilag kan opbevares både fysisk og elektronisk. Opbevaringspligten gælder ikke for interne bilag, som kassestrimler og interne notater. Overtrædelse af opbevaringspligten straffes efter loven med bøde.
Manglende bilag kan betyde at retten til moms- og skattemæssigt fradrag mistes. Momsfradrag er betinget af, at der foreligger en faktura der lever op til fakturakravene. Skattemæssigt er kravene ikke helt så skrappe.
Hvis du har mistet dit bilag, er det som oftest muligt at fremskaffe bilaget ved at henvende dig til den virksomhed der har udstedt fakturaen. Er det af en eller anden årsag ikke muligt, f.eks. hvis bilaget var en bon udstedt i en butik, kan udgiften forsøges dokumenteret på anden vis. Det giver ikke ret til momsfradrag, men Skat vil ofte godkende fradrag skattemæssigt i et eller andet omfang, såfremt udgiften kan dokumenteres eller sandsynliggøres.
Husk derfor at få indført en god procedure for opbevaring af bilag til din bogføring. Jo ældre bilaget er, jo sværere vil det oftest være at genfremskaffe.
Hvad betaler jeg skat af? Hvad nu, hvis jeg betaler løn til mig selv?
Beskatningen afhænger af hvilken form virksomheden drives i. Enten er virksomheden omfattet af personbeskatning (enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber) eller selskabsbeskatning (iværksætterselskaber, anpartsselskaber m.fl.).
Personbeskatning sker som udgangspunkt i henhold til personskatteloven. Virksomhedens overskud før renter beskattes som personlig indkomst, og renter i virksomheden som kapitalindkomst. Virksomhedens overskud før renter opgøres som virksomhedens omsætning, fratrukket udgifter der giver ret til fradrag i henhold skattelovgivningen. Herunder skal man være specielt opmærksom på de specielle regler, der gælder for afskrivninger.
Beskatning af enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber, kan også foregå efter reglerne i virksomhedsordningen. Virksomhedsordningen giver mulighed for, at udskyde den fulde beskatning af overskuddet såfremt, overskuddet ikke er trukket ud i privatøkonomien (hævning). Endvidere er der mulighed for at få fradrag for virksomhedens renteudgifter i den personlige indkomst og ikke kun i kapitalindkomsten.
Udskydelse af den fulde beskatning vil især være relevant når overskuddet er så stort, at der skal betales topskat af indkomsten. Topskatteprocenten er pt. på 15%. Rent praktisk foregår det ved, at den udskudte indkomst tages til beskatning i et år, hvor indkomsten ikke er så høj, at der skal betales topskat. Den korrekte planlægning gør, at man ikke betaler topskat, hvor det kunne være undgået.
I enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber får ejeren ikke løn, men foretager i stedet en overførsel til sin private konto og betaler samtidig B-skatte rater, som er fastsat med udgangspunkt i Forskuds-opgørelsen for det enkelte år.
Selskabsbeskatningen er mere enkel. Selskabet betaler selskabsskatten af sin skattepligtige indkomst pt. 22%. Overførsel til ejeren foregår enten via en ganske almindelig lønseddel eller ved en udbytteudlodning. Enhver overførsel til ejeren vil i skattemæssig forstand enten blive anset som løn eller udbytte.
Omkostninger ved værksted på privatadresse
Jeg har etableret mig som selvstændig tømrer. I den forbindelse har jeg indrettet værksted i nogle lokaler, vi før brugte privat til opbevaring og ekstra garage. Har jeg fradrag for udgifter i den forbindelse?
Svar
Du skriver ikke noget om, hvordan din ejendom er vurderet af det offentlige. Men jeg antager, at den er vurderet som en almindelig privatvilla. Hvis værdien af det erhvervsmæssige areal skønnes at udgøre 25 % eller mere af hele ejendommens værdi, kan du anmode vurderingsmyndighederne om en ny vurdering af ejendommen fordelt på erhverv og bolig. Hvis vurderingsmyndigheden er enig heri, kan du fratrække de udgifter, der relaterer sig til værkstedet. Det drejer sig om forsikring, ejendomsskat, vedligeholdelse og afskrivninger.
Hvis ikke værkstedet udgør mindst 25 % af ejendommens værdi, har du ikke fradrag for driftsudgifter vedr. værkstedet. Dog kan du fratrække en forholdsmæssig andel af ejendomsskatten. Hvis værkstedet er fritliggende eller arealmæssigt udgør mindst 25 %/300 m2 af en blandet bygning (bolig og erhverv sammenbygget), kan du afskrive skattemæssigt på værkstedet. Endvidere kan du få nedsat ejendomsværdiskatten forholdsmæssigt.
I begge situationer kan du fratrække erhvervsmæssig andel af el, vand og varme.
Rejseomkostninger
Jeg driver min virksomhed i et anpartsselskab. Mine kunder er geografisk fordelt over hele landet, hvorfor jeg ofte er på kundebesøg med overnatning. Jeg kører i min private bil. Hvor meget kan jeg i den forbindelse hæve i selskabet til dækning af mine omkostninger?
Svar
Kørsel
Til dækning af kørsel kan du i 2018 skattefrit udbetale kr. 3,54 pr. km for de første 20.000 km og derefter kr. 1,94. Husk at føre et nøjagtigt regnskab over de kørte km indeholdende følgende oplysninger
Navn, adresse og cpr-nr.
Kørslens formål
Dato
Kørslens geografiske mål og eventuel delmål
Antal km
Sats
Udregning
Bilens registreringsnr.
Opgørelsen udarbejdes mindst månedsvis og indberettes til SKAT sammen med lønudbetalingen. Det er især vigtigt at overholde ovenstående krav, når du er hovedanpartshaver, idet SKAT her stiller skrappere krav til dokumentation.
Overnatning
Når du har overnatning i forbindelse med en rejse i virksomhedens interesse, kan du enten få refunderet dine faktiske udgifter eller vælge selv at afholde udgiften. Når du afholder udgiften af egen lomme, må du skattefrit hæve diæter efter standardsatser, der fastsættes af SKAT år for år. I 2018 udgør satserne for henholdsvis logi og kost kr. 214 og kr. 498 pr. døgn. Er du hjemmefra mere end hele døgn, eksempelvis i alt 36 timer, kan du få yderligere godtgørelse for timer udover de 24. Denne godtgørelse udgør kr. 20,75 pr. time. Som for kørsel kræves der også her et nøje regnskab med nøjagtige tidsangivelser for rejsens start og slut.
Det er en betingelse, at arbejdsstedet ligger så langt fra hjemmet, at det på grund af afstanden ikke er muligt at overnatte i hjemmet. Om betingelsen er opfyldt beror altid på en konkret vurdering, men en tommelfingerregel siger mindst 100 km fra hjemmet.
De eksakte regler om såvel kørsel som overnatning kan du finde på SKATs hjemmeside eller spørg din revisor.
Denne måneds spørgsmål er blevet besvaret af: