Spørgsmål 1: Må jeg trække min frokost fra, når jeg er på farten?
Svar:
Nej. Det er det korte svar. SKAT mener, at udgiften til kaffe og sandwich er en privat udgift (det er vores eget ansvar at få mad i munden og tøj på kroppen). Dog er det sådan, at hvis du ikke kan nå hjem men har behov for en overnatning udenfor hjemmet, er der tale om rejseudgifter, og så kan udgifter til såvel kost som logi frit afholdes og fratrækkes i virksomhedens regnskab.
Kaffe i forbindelse med kundemøder: Ja, salgsomkostning.
Spørgsmål 2: Hvordan bogføres/indberettes fradrag for kost og logi?
Svar:
Hvis du ikke har en selvstændig virksomhed, skal du indberette på selvangivelsen. Selvstændige fratrækker udgiften i skatteregnskabet med enten fast godtgørelsesbeløb eller efter regning.
LÆS OGSÅ: Revisorens Brevkasse: Kan jeg trække kursus fra?
Spørgsmål 3: Hvordan omdanner man PMV til hobbyvirksomhed?
Svar:
Forskellen på at have en hobbyvirksomhed og en almindelig PMV er ikke så store. Det handler især om intentionerne bag virksomheden, hvor professionelt den bliver drevet, og om der er chance for, at nogen/ejeren kan komme til at leve af den.
Det betyder, at hvis du foretager store anskaffelser, f.eks. storformatprinter eller noget tilsvarende, vil du måske ikke kunne afskrive på anskaffelserne, som man ellers kan i en erhvervsdrivende virksomhed. Men de direkte udgifter, der er forbundet med at drive virksomheden, herunder fx webshop, vil være skattemæssigt fradragsberettiget i det omfang, der er indtægter til at dække det. Hvis indtægterne er større end de direkte udgifter kan der også fratrækkes afskrivninger. Men man kan ikke have et skattemæssigt underskud i en hobbyvirksomhed.
Spørgsmål 4: Bør jeg CVR-registreres som zoneterapeut?
Jeg har planer på at starte en hobbyvirksomhed, men er i tvivl omkring behov for CVR eller ikke? Jeg regner med at starte op og lave behandling i eget hjem som zoneterapeut, dette ved siden af mit fuldtidsarbejde som sygeplejerske. Realistisk tror jeg ikke at det skulle blive mere end 2-3 beh./ måned.
Svar:
Hvis vi taler om 2-3 behandlinger pr. måned, og der derfor ikke er nogen mulighed for, at du kommer i nærheden af en omsætning på 50.000 kr. årligt, kan du – som du nævner – starte en pmv – eller du kan helt lade være med at blive registreret. Dine muligheder for indkøb til virksomheden kan afhænge af, om du har et CVR-nummer, og hvis du ser det som en fordel, så bliv registreret.