En af de vigtigste parametre når du driver virksomhed er, hvor meget du kan producere, på kortest mulig tid. Tid er blevet en valuta. Du kan købe den og du kan sælge den. Og der bliver effektiviseret, LEAN’et og optimeret til den helt store guldmedalje landet over.
Det har aldrig været mere sandt: Tid er penge.
Af samme årsag er der opstået en hel industri omkring at levere løsninger til virksomheder, der fjerner tidsspilde og gør det nemt og bekvemt for medarbejdere at være på arbejde. Du kan få hentet og bragt dit vasketøj, der er folk der leverer frugt skåret ud i mundrette bider – eller hvad med at få leveret kaffebønner, økologisk te og firmagaver fast?
Det er nemt at komme igang. Hos f.eks. NORU kan du bestille abonnement på kaffe og te, der leveres i et interval der passer til din virksomhed. De har endda lavet en fin guide til hvor mange kander kaffe du får ud af 1 kg bønner, så du nemmere kan beregne jeres forbrug.
Derfor må I aldrig løbe tør for kaffe – det påvirker dine medarbejdere
Udover at det er virkelig irriterende at der ikke er flere kaffebønner, så nedsætter det også effektiviteten hos dine medarbejdere.
Når kanden er tom, vil der opstå en irritation der kan tage tid at ryste af sig. Det er ikke for at lyde smart, at man siger at kaffe er kontorfolkets benzin. Det er det bare! Og den skal helst flyde i en lind strøm.
Når der så ikke er flere bønner i køkkenet, er der en der må af sted efter flere. Og det er aldrig på de belejlige tidspunkter at det sker. Det er virkelig uprofessionelt at være løbet tør for det sorte guld, når den næste store kunde er på vej ind gennem receptionen for at blive blæst bagover af jeres seje præsentation. Nej, det er ikke kaffen der lander kunden. Men der er en tradition for i Danmark at blive budt på både kaffe, te – og hvad man nu ellers serverer. Det går bare ikke at byde et glas vand til et menneske, der skal smide en stor pose penge i butikken. Det er no go!
Så er det man straks sender hvem-der-nu-lige-kan-undværes af sted i al hast – og så får vedkommende et kæmpe afbræk i sin arbejdsdag. Det spreder sig, og kan mærkes på arbejdspladsen. For irritationen over at blive afbrudt skal lige luftes i en rygepause. Og så spreder stemningen sig som steppebrand. Alt sammen fordi der ikke lige var flere kaffebønner i dåsen!
Så nemt er det at skabe verdens bedste arbejdsplads
Man skulle tro det var en svær opgave, at få skabt et arbejdsmiljø hvor alt glider. Men i virkeligheden er det verdens nemmeste opgave, hvis du lader det være en indgroet del af jeres virksomhedskultur. Det handler om at lytte, anerkende – og tage action.
Når en medarbejder øffer over at der aldrig er kaffebønner i køkkenet, så sørg for at løse det med det samme. Udpeg en der er ansvarlig for opgaven, opret et abonnement så der altid er kaffe eller noget helt tredje. Det vigtigste er, at du tager action!
Lyt til dem der skal udføre arbejdet. Er der folk med problemer med nakken pga for meget skærmarbejde, så få en massør forbi engang imellem til at løsne dem op. Det giver så meget overskud (og effektivitet) på den lange bane, at folk får løst deres problemer nemt og hurtigt – og føler sig lyttet til.
Det er klart at man ikke kan løse ALT. Der vil være folk med små niche-problemer, der ikke har en døjt at gøre med resten af virksomheden. Men de skal sådan set bare anerkendes. Måske have hjælp til en løsning a la “Du er den eneste her i virksomheden med ondt i ryggen, så vi kan ikke lige lave en firmaordning på den. Jeg ved du har travlt derhjemme med børnene, men hvad med at du går en time tidligere om torsdagen for at få massage og så lægger du bare den time onsdag mens ungerne er til fodbold?”. Det kan godt være den løsning ikke fungerer for medarbejderen – men det sætter nogle tanker igang om hvordan man ellers kan løse det. Og det bedste: Medarbejderen føler sig påskønnet – og er dermed mere effektiv.