..Nu omsætter de for 3,9 mio kroner med udsigt til endnu mere
Sneakerzone har i løbet af et enkelt år opstartet og efterfølgende opskaleret virksomheden til at drive en omsætning på 3,9 mio kr. Bag succesen står to unge brødre fra Odense, der begge nu går all-in for at forfølge iværksætterdrømmen.
Forældrenes stue er fyldt med skoæsker. Enhver centimeter i rummet er udnyttet til opbevaring.
Sådan ser maskinrummet ud i Sneakerzones forretning, som de to brødre, Dan og Nam Dinh, har skabt sammen. De køber og sælger sjældne og eksklusive sneakers såsom Yeezys, Air Jordans, Nike Dunks og flere.
Brødrene startede forretningen tilbage i 2020, og i dag kan de to brødre være tilfredse med en omsætning på 3.900.000 kr. i bruttosalg i 2021.
“Vi har solgt mere end 2.000 sneakers i Danmark. Det var særligt i forbindelse med Black Friday, at vi oplevede stor succes. Alene d. 26. november omsatte vi for knap 300.000 kr. Det er alligevel en sjat for en almindelig gymnasieelev som mig selv”, siger Nam, den yngste af de to brødre, og fortsætter:
“Vores forretning har i den grad taget fart, og målet for 2022 er at fordoble salget. I månederne januar-april har vi allerede omsat for 2.000.000 kr. i bruttosalg. Det er fire gange så meget som samme periode sidste år – hvilket er ret vildt, synes vi”.
Ideen opstod på skolebænken under COVID-19
Brødrene har altid haft en forkærlighed for sneakers. Før Sneakerzone blev etableret, handlede brødrene med sneakers privat. Ved at holde øje med officielle retailers af sjældne sko blev ekstraordinære sneakers købt og herefter solgt videre til andre “sneakerheads”.
Ligesom så mange andre gymnasieelever blev Nam’s tilværelse vendt på hovedet, idet corona lukkede det danske samfund ned. Derfor skulle han nu følge undervisningen fra hjemmet – men fokus var på sneakers, og ikke lektier, fortæller Nam:
“Jeg må nok indrømme, at der ikke blev lavet det store i forhold til skole og lektier, mens jeg var hjemsendt under corona. Det meste af tiden foregik jo bag en skærm – og der havde jeg så muligheden for at udforske vores forretning”.
“Samtidig brugte jeg SU’en på at investere i nyere og federe produkter til sortimentet, hvilket helt klart har været en drivende faktor bag den succes, vi lige nu oplever”, forklarer den 18-årige iværksætter, som blev færdiguddannet fra gymnasiet her til sommer.
Fra lager i forældrenes stue til ægte lager og udbetaling af løn
Med en ambition om at omsætte for omkring 8 millioner kr. i 2022 vil de to gutter endelig kunne udbetale løn til sig selv, håber de.
“2022 bliver året, hvor vi forhåbentligt endelig kan komme ud af vores forældres stue og købe et rigtigt lager til opbevaring af vores produkter. Samtidig håber vi også på at kunne udbetale løn til os selv. Indtil nu har al profit gået direkte til videreudvikling af forretningen”.
“Men vi er jo to iværksættersjæle, og penge i form af løn er derfor ikke ligeså vigtigt, som det er at se vores forretning tage fart og blive succesfuld. Vi har mange planer på tegnebrættet, og med en masse hårdt arbejde er jeg sikker på, at vi kommer til at indfri mange af vores mål i år”, siger Dan.