Jeg har mistet mit bilag – hvad gør jeg?

Bogføringsloven foreskriver at bilag skal opbevares i 5 år efter udgangen af regnskabsåret. Bilag kan opbevares både fysisk og elektronisk. Opbevaringspligten gælder ikke for interne bilag, som kassestrimler og interne notater. Overtrædelse af opbevaringspligten straffes efter loven med bøde.

Manglende bilag kan betyde at retten til moms- og skattemæssigt fradrag mistes. Momsfradrag er betinget af, at der foreligger en faktura der lever op til fakturakravene. Skattemæssigt er kravene ikke helt så skrappe.

Hvis du har mistet dit bilag, er det som oftest muligt at fremskaffe bilaget ved at henvende dig til den virksomhed der har udstedt fakturaen. Er det af en eller anden årsag ikke muligt, f.eks. hvis bilaget var en bon udstedt i en butik, kan udgiften forsøges dokumenteret på anden vis. Det giver ikke ret til momsfradrag, men Skat vil ofte godkende fradrag skattemæssigt i et eller andet omfang, såfremt udgiften kan dokumenteres eller sandsynliggøres.

Husk derfor at få indført en god procedure for opbevaring af bilag til din bogføring. Jo ældre bilaget er, jo sværere vil det oftest være at genfremskaffe.

Hvad betaler jeg skat af? Hvad nu, hvis jeg betaler løn til mig selv?

Beskatningen afhænger af hvilken form virksomheden drives i. Enten er virksomheden omfattet af personbeskatning (enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber) eller selskabsbeskatning (iværksætterselskaber, anpartsselskaber m.fl.).

Personbeskatning sker som udgangspunkt i henhold til personskatteloven. Virksomhedens overskud før renter beskattes som personlig indkomst, og renter i virksomheden som kapitalindkomst. Virksomhedens overskud før renter opgøres som virksomhedens omsætning, fratrukket udgifter der giver ret til fradrag i henhold skattelovgivningen. Herunder skal man være specielt opmærksom på de specielle regler, der gælder for afskrivninger.

Beskatning af enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber, kan også foregå efter reglerne i virksomhedsordningen. Virksomhedsordningen giver mulighed for, at udskyde den fulde beskatning af overskuddet såfremt, overskuddet ikke er trukket ud i privatøkonomien (hævning). Endvidere er der mulighed for at få fradrag for virksomhedens renteudgifter i den personlige indkomst og ikke kun i kapitalindkomsten.

Udskydelse af den fulde beskatning vil især være relevant når overskuddet er så stort, at der skal betales topskat af indkomsten. Topskatteprocenten er pt. på 15%. Rent praktisk foregår det ved, at den udskudte indkomst tages til beskatning i et år, hvor indkomsten ikke er så høj, at der skal betales topskat. Den korrekte planlægning gør, at man ikke betaler topskat, hvor det kunne være undgået.

I enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber får ejeren ikke løn, men foretager i stedet en overførsel til sin private konto og betaler samtidig B-skatte rater, som er fastsat med udgangspunkt i Forskuds-opgørelsen for det enkelte år.

Selskabsbeskatningen er mere enkel. Selskabet betaler selskabsskatten af sin skattepligtige indkomst pt. 22%. Overførsel til ejeren foregår enten via en ganske almindelig lønseddel eller ved en udbytteudlodning. Enhver overførsel til ejeren vil i skattemæssig forstand enten blive anset som løn eller udbytte.

Omkostninger ved værksted på privatadresse

Jeg har etableret mig som selvstændig tømrer. I den forbindelse har jeg indrettet værksted i nogle lokaler, vi før brugte privat til opbevaring og ekstra garage. Har jeg fradrag for udgifter i den forbindelse?

Svar

Du skriver ikke noget om, hvordan din ejendom er vurderet af det offentlige. Men jeg antager, at den er vurderet som en almindelig privatvilla. Hvis værdien af det erhvervsmæssige areal skønnes at udgøre 25 % eller mere af hele ejendommens værdi, kan du anmode vurderingsmyndighederne om en ny vurdering af ejendommen fordelt på erhverv og bolig. Hvis vurderingsmyndigheden er enig heri, kan du fratrække de udgifter, der relaterer sig til værkstedet. Det drejer sig om forsikring, ejendomsskat, vedligeholdelse og afskrivninger.

Hvis ikke værkstedet udgør mindst 25 % af ejendommens værdi, har du ikke fradrag for driftsudgifter vedr. værkstedet. Dog kan du fratrække en forholdsmæssig andel af ejendomsskatten. Hvis værkstedet er fritliggende eller arealmæssigt udgør mindst 25 %/300 m2 af en blandet bygning (bolig og erhverv sammenbygget), kan du afskrive skattemæssigt på værkstedet. Endvidere kan du få nedsat ejendomsværdiskatten forholdsmæssigt.

I begge situationer kan du fratrække erhvervsmæssig andel af el, vand og varme.

Rejseomkostninger

Jeg driver min virksomhed i et anpartsselskab. Mine kunder er geografisk fordelt over hele landet, hvorfor jeg ofte er på kundebesøg med overnatning. Jeg kører i min private bil. Hvor meget kan jeg i den forbindelse hæve i selskabet til dækning af mine omkostninger?

Svar

Kørsel

Til dækning af kørsel kan du i 2018 skattefrit udbetale kr. 3,54 pr. km for de første 20.000 km og derefter kr. 1,94. Husk at føre et nøjagtigt regnskab over de kørte km indeholdende følgende oplysninger

Navn, adresse og cpr-nr.
Kørslens formål
Dato
Kørslens geografiske mål og eventuel delmål
Antal km
Sats
Udregning
Bilens registreringsnr.

Opgørelsen udarbejdes mindst månedsvis og indberettes til SKAT sammen med lønudbetalingen. Det er især vigtigt at overholde ovenstående krav, når du er hovedanpartshaver, idet SKAT her stiller skrappere krav til dokumentation.

Overnatning

Når du har overnatning i forbindelse med en rejse i virksomhedens interesse, kan du enten få refunderet dine faktiske udgifter eller vælge selv at afholde udgiften. Når du afholder udgiften af egen lomme, må du skattefrit hæve diæter efter standardsatser, der fastsættes af SKAT år for år. I 2018 udgør satserne for henholdsvis logi og kost kr. 214 og kr. 498 pr. døgn. Er du hjemmefra mere end hele døgn, eksempelvis i alt 36 timer, kan du få yderligere godtgørelse for timer udover de 24. Denne godtgørelse udgør kr. 20,75 pr. time. Som for kørsel kræves der også her et nøje regnskab med nøjagtige tidsangivelser for rejsens start og slut.

Det er en betingelse, at arbejdsstedet ligger så langt fra hjemmet, at det på grund af afstanden ikke er muligt at overnatte i hjemmet. Om betingelsen er opfyldt beror altid på en konkret vurdering, men en tommelfingerregel siger mindst 100 km fra hjemmet.

De eksakte regler om såvel kørsel som overnatning kan du finde på SKATs hjemmeside eller spørg din revisor.

 

Denne måneds spørgsmål er blevet besvaret af:

Spørgsmål 5: Hvordan får jeg opgjort firmaets andel af mine el-udgifter?

Jeg er ved at starte en PMV indenfor bilpleje hjemme hos mig selv. I den forbindelse bruger jeg vand og strøm fra min “private” måler. Hvordan kan jeg afregne det i firmaet så jeg får dækket de udgifter i mit private budget?

Svar:

Det mest sikre er, at du anskaffer en bimåler, så du får mål strømmen, du bruger til bilplejen, og på den måde kan opgøre, hvor meget virksomheden skal betale. Det er ikke en uoverkommelig udgift og giver stor sikkerhed for, at du hverken snyder dig selv eller SKAT.

Spørgsmål 6: Kan jeg som selvstændig trække hele mit faglige kontingent fra?

Svar:

Ja. Den del af det faglige kontingent man som lønmodtager ikke får fradrag for, kan du som selvstændig trække fra under rubrikken ”Kontingent til arbejdsgiverforening o. lign.” Du skal altså udfylde to forskellige rubrikker for at få fuldt fradrag.


LÆS OGSÅ: Revisorens Brevkasse: Frokost, kost og logi, PMV og Zoneterapeut


Spørgsmål 7: Kan en frokostordning betale sig for os?

Vi er oppe på at være 2 ansatte udover os selv nu. Vi har snakket om at lave noget fælles frokost ordning. Hvordan gør vi hvis firmaet skal betale for det? Kan det betale sig? For så skal de vel også beskattes af det. Jeg regner med at frokostordningen bare indeholder gangske almindeligt rugbrød og pålæg. Altså ikke færdig lavet mad udefra.

Vil der overhovedet være nogen ide i at virksomheden betaler det? Eller vil det være lige så smart at vi bare betaler 100 kr. om måneden hver og holder en privat pengekasse til det?

Svar:

For at virksomheden kan betale for frokostordningen, skal der være en egenbetaling på 15 kr. pr. arbejdsdag (20 kr., hvis frokosten også omfatter drikkevarer ud over vand og kaffe/te). Beløbet skal trækkes efter skat over lønnen. Så hvis I har beskedne indkøb, kan det nok lige så godt betale sig at lave en privat frokostordning, hvor hver betaler et beløb til kassen pr. måned.

Spørgsmål 8: Skal jeg have en erhvervskonto til virksomheden?

Skal jeg oprette en Erhvervskonto hos min bank el. kan jeg nøjes med en pluskonto til i min portfolio hos banken?

Svar:

Hvis du starter en virksomhed, skal virksomheden have en separat bankkonto. Men det behøver ikke at være en særlig erhvervskonto – en hvilken som helst konto er ok. Banken skal dog indberette kontoen som Nemkonto til det offentlige, men det er der også nogle banker, som gerne vil gøre – også selvom det er en allerede eksisterende konto, som bare bliver “udnævnt” til firmaets konto. Vi taler her om personligt ejede virksomheder.

 

Hvis der er tale om et selskab, f.eks. ApS eller IVS, går det ikke med en af dine egne konti, fordi selskabet har sin egen juridiske identitet og derfor ikke kan dele bankkonto med ejeren.

Spørgsmål 1: Må jeg trække min frokost fra, når jeg er på farten?

Svar:

Nej. Det er det korte svar. SKAT mener, at udgiften til kaffe og sandwich er en privat udgift (det er vores eget ansvar at få mad i munden og tøj på kroppen). Dog er det sådan, at hvis du ikke kan nå hjem men har behov for en overnatning udenfor hjemmet, er der tale om rejseudgifter, og så kan udgifter til såvel kost som logi frit afholdes og fratrækkes i virksomhedens regnskab.

Kaffe i forbindelse med kundemøder: Ja, salgsomkostning.

Spørgsmål 2: Hvordan bogføres/indberettes fradrag for kost og logi?

Svar:

Hvis du ikke har en selvstændig virksomhed, skal du indberette på selvangivelsen. Selvstændige fratrækker udgiften i skatteregnskabet med enten fast godtgørelsesbeløb eller efter regning.


LÆS OGSÅ: Revisorens Brevkasse: Kan jeg trække kursus fra?


Spørgsmål 3: Hvordan omdanner man PMV til hobbyvirksomhed?

Svar:

Forskellen på at have en hobbyvirksomhed og en almindelig PMV er ikke så store. Det handler især om intentionerne bag virksomheden, hvor professionelt den bliver drevet, og om der er chance for, at nogen/ejeren kan komme til at leve af den.

Det betyder, at hvis du foretager store anskaffelser, f.eks. storformatprinter eller noget tilsvarende, vil du måske ikke kunne afskrive på anskaffelserne, som man ellers kan i en erhvervsdrivende virksomhed. Men de direkte udgifter, der er forbundet med at drive virksomheden, herunder fx webshop, vil være skattemæssigt fradragsberettiget i det omfang, der er indtægter til at dække det. Hvis indtægterne er større end de direkte udgifter kan der også fratrækkes afskrivninger. Men man kan ikke have et skattemæssigt underskud i en hobbyvirksomhed.

Spørgsmål 4: Bør jeg CVR-registreres som zoneterapeut?

Jeg har planer på at starte en hobbyvirksomhed, men er i tvivl omkring behov for CVR eller ikke? Jeg regner med at starte op og lave behandling i eget hjem som zoneterapeut, dette ved siden af mit fuldtidsarbejde som sygeplejerske. Realistisk tror jeg ikke at det skulle blive mere end 2-3 beh./ måned.

Svar:

Hvis vi taler om 2-3 behandlinger pr. måned, og der derfor ikke er nogen mulighed for, at du kommer i nærheden af en omsætning på 50.000 kr. årligt, kan du – som du nævner – starte en pmv – eller du kan helt lade være med at blive registreret. Dine muligheder for indkøb til virksomheden kan afhænge af, om du har et CVR-nummer, og hvis du ser det som en fordel, så bliv registreret.

Hvornår er det ikke længere en hobbyvirksomhed?

Baggrunden for spørgsmålet er formentlig et ønske om at få fradrag for et skattemæssigt underskud af aktiviteten.

SKAT har i flere år haft stor fokus på, om underskudsgivende virksomheder reelt dækker over indehaverens privat hobby. Og det kan tilføjes, at SKAT får medhold i langt de fleste af de rejste sager.

Der gives kun fradrag for underskud, hvis der reelt er tale om virksomhedsdrift med økonomisk gevinst for øje.

Mange virksomheder giver underskud i de første år, hvilket ikke betyder, at det nødvendigvis er hobby.

Om virksomheden er erhvervsmæssig eller ej beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Ved denne vurdering lægges der blandt andet vægt på om

  • der er udsigt til, at virksomheden før eller siden vil give overskud (blive rentabel)
  • virksomhedens underskud er forbigående, fx indkøringsvanskeligheder, eller om virksomheden vedvarende forudsætter, at ejeren har stabile indtægter fra anden side for at neutralisere et underskud
  • virksomheden har den fornødne intensitet og seriøsitet
  • ejeren har de nødvendige, evt. særlige faglige forudsætninger for at drive virksomheden, og om virksomheden har en naturlig sammenhæng med skatteyderens eventuelle øvrige indtægtsgivende erhverv
  • skatteyderen har været afskåret fra at anvende virksomhedens aktiver til privat brug
  • driftsformen er sædvanlig for virksomheder af den pågældende art

Ingen af disse kriterier er i sig selv afgørende for vurderingen af, om virksomheden er erhvervsmæssig. Det afhænger bl.a. af, hvilken type virksomhed, der er tale om, men rentabilitetsbetragtningen har været lagt til grund i mange afgørelser.

Hvis der kan svares ja til flere af ovenstående punkter, har man gode argumenter for, at virksomheden ikke er indehaverens hobby.

Det skal i øvrigt bemærkes, at overskud af hobbyvirksomhed er skattepligtigt som personlig indkomst.


Kan jeg trække kursus fra?

Arbejdsgiver kan som hovedregel altid fratrække udgifter forbundet med ansattes deltagelse i kurser.

Men jeg forudsætter, at spørgsmålet vedrører en virksomhedsejers udgifter til egen kursusdeltagelse.

Kurser, der har til formål at vedligeholde/opdatere ens egen viden indenfor den branche, man er beskæftiget med, er fradragsberettiget.

Men er det et kursus, der er kompetencegivende, er der ikke fradrag. Så er der tale om en ikke fradragsberettige etableringsomkostning.

SKAT har følgende definition på efteruddannelse eller videreuddannelse


LÆS OGSÅ: REVISORENS BREVKASSE – ARBEJDSVÆRELSE, GENANVENDELSE AF ERHVERVSRAPPORT OG ERHVERVSLOKALER


Forskel på grund- og videreuddannelse overfor efteruddannelse

Grænsen mellem videreuddannelse og efteruddannelse er ikke skarp.

  • Kendetegnet for en efteruddannelse er, at den har til formål at vedligeholde og ajourføre den viden eller de kvalifikationer, som kræves for at kunne bestride ens aktuelle arbejdsområde.
  • Kendetegnet for en grund- og videreuddannelse er, at den medfører en opkvalificering til en anden og eventuel højere kvalificeret funktion.

 

Brevkasse spørgsmål 1:

Hvordan skal et værelse indrettes, for at det kan betragtes fradragsberettiget som arbejdsværelse?

Værelset skal indrettes, så det fremstår som rent arbejdsmæssigt anvendt og må ikke omfatte nogen privat anvendelse. Det vil sige, at det ikke må kunne benyttes som et privat gæsteværelse. Derfor må det typisk ikke indeholde seng og sofa. Udgangspunktet er dog, at det er en konkret vurdering, som er afgørende.


Brevkasse spørgsmål 2:

Min virksomhed har stort set været på standby siden sidste årsrapport. Kan jeg genbruge rapporten fra sidste år, hvor jeg selvfølgelig ændrer tallene, så de matcher dette år? Eller er der krav om at opfinde den dybe tallerken hver gang?

Udgangspunktet er, at man ruller regnskabet, så man opgør værdierne i regnskabet på samme måde hvert år (beskrivelsen heraf kaldes anvendt regnskabspraksis), og det betyder, at der kan laves sammenligningstal. Du skal dermed ikke opfinde den dybe tallerken igen, da du har taget stilling til opgørelsesmetoden en gang og skal dermed bare ændre til de nye tal for det nye år. Der kan selvfølgelig opstå noget, hvor man godt vil ændre opgørelsesmetoden, hvilket så kræver en ny beskrivelse og måske en korrektion af tidligere års tal, men der skal laves regnskab for hvert år uanset aktivitetsniveauet.


Vi har købt en ejendom privat. Ejendommen er registreret med 106 m2 som privat og 103 m2 som erhverv. Erhvervsdelen vil vi leje ud til vores firmaer. Vi tænker at dele udgifterne til afdrag, el, vand, varme osv. pr. m2. Andelen firmaerne betaler kan trækkes fra i firmaregnskaberne, men hvad gør vi med den leje vi så modtager privat af firmaerne – skal vi opgive det på vores private selvangivelser, og vil vi så blive beskattet af det privat eller?

Svaret afhænger af, om ejendommen er vurderet som privat eller til blandet anvendelse.

Vurderet som privat:

Fradrag i virksomheden for skønnet erhvervsmæssig andel af forbrug af el, varme og vand.

Forholdsmæssigt nedslag i ejendomsværdiskat for erhvervsmæssig anvendelse – max. 25 %.

Lejeindtægter indtægtsføres som kapitalindkomst i personlig selvangivelse, hvis der betales en leje. Alternativt kan I holde jer til at tage de forholdsmæssige omkostninger med i virksomhederne. 

Vurderet som blandet:

Lejeindtægter indtægtsføres som resultat af udlejningsvirksomhed med fradrag for udgifter vedr. den erhvervsmæssige andel af ejendommen.

Det betyder beskatning privat, som drev I en hver anden udlejningsvirksomhed.

 

SE ALLE INDLÆG FRA REVISORENS BREVKASSE LIGE HER

 

Brevkasse spørgsmål 1:

Må man trække renteudgifter fra i gevinster på finansielle kontrakter?

Renteudgifter og finansielle kontrakter skal opgøres i hver sin rubrik på selvangivelsen i bruttobeløb. Renteudgifter og finansielle kontrakter skal begge opgøres under kapitalindkomst. I og med de begge skal føres under kapitalindkomst, kan man sige, at du indirekte trækker renteudgifter fra i gevinster på finansielle kontrakter. Man skal dog holde sig følgende for øje, at finansielle kontrakter opgøres for sig, da tab er kildeartsbegrænset. Det vil sige, at gevinster beskattes, og tab modregnes i gevinster på andre kontrakter eller fremføres til modregning i fremtidige gevinster fra finansielle kontrakter. Der gælder særlige regler for aktiebaserede kontrakter.


Brevkasse spørgsmål 2: 

Hvad gør man, hvis man har glemt at registrere et par fakturaer fra sidste moms periode?

Udgangspunktet er, at der skal afregnes den rigtige moms i de rigtige perioder. Det betyder, at du skal indsende en momsefterangivelse på SKAT tastselv på det manglende beløb, og du vil blive opkrævet dette. Hvis momsbeløbet på de ikke registrerede fakturaer ikke er væsentlige set i forhold til virksomhedens normale momsangivelser, kan det medtages i næste momsafregning, men der skal være tale om uvæsentlige beløb.

 

SE ALLE INDLÆG FRA REVISORENS BREVKASSE LIGE HER

Brevkasse spørgsmål 1:

Må en udenlandsk (eu) freelancer, som udfører et stykke arbejde for mig uden firma, udstede en cpr. faktura, som jeg kan bruge i mit regnskab?

Ja det må den udenlandske freelancer godt. Det skal dog klart fremgå, hvem den udenlandske freelancer er, og den udstedte faktura skal opfylde danske mindstekrav til en faktura.


Brevkasse spørgsmål 2: 

Hvis jeg som virksomhed ønsker at donere til en organisation (f.eks Kræftens Bekæmpelse) hvad skal jeg så rent praktisk tænke på? Eksempelvis salg af et produkt hvor de 50 kr. går til organisationen.

Du skal bogføre hele salget, så der bliver afregnet rigtig moms af din omsætning. Derefter skal du beregne det beløb, du vil donere til organisationen og bogføre det som et sponsorat uden moms. Det kan yderligere oplyses, at Kræftens bekæmpelse er omfattet af ligningslovens § 8H om fradrag for forskningsgaver. Modtageren skal indberette gaven til SKAT i cpr. eller cvr. nr. Der er ingen fradragsbegrænsning for gaver efter Ligningslovens § 8H. Listen over godkendte formål kan findes på SKATs hjemmeside.

 

SE ALLE INDLÆG FRA REVISORENS BREVKASSE LIGE HER

Brevkasse spørgsmål 1:

Julefrokost i firma uden ansatte

Som udgangspunkt er julefrokosten en fradragsberettiget personaleudgift. Det betyder modsat, at der ikke er fradrag, hvis ikke der er personale. Hvis virksomhedsejeren deltager i julefrokosten sammen med sine medarbejdere, er der også fradrag for ejerens egen deltagelse.


Brevkasse spørgsmål 2: 

Flere ejere i et selskab – en med penge og en med en ide

Situationen er ikke usædvanlig. Hvis parterne er enige om, at ideen er kr. 100.000 værd, vil den anden typisk skulle indbetale et tilsvarende beløb i kontanter. Men idet udstedelse af anparter i selskabet skal modsvares af et tilsvarende indskud i selskabet, er det umiddelbare resultat, at det kun er den med kontanter, der modtager anparter. Hvis han giver kompagnonen halvdelen af sine anparter, bliver der tale om en skattepligtig gave for modtageren. Alternativt kan ideen indskydes i selskabet mod udstedelse af yderligere kr. 100.000 i anparter. Men det indebærer, at sidstnævnte vil blive beskattet af sin ide, idet indskuddet bliver sidestillet med salg af ideen.

 

SE ALLE INDLÆG FRA REVISORENS BREVKASSE LIGE HER

Brevkasse spørgsmål 1:

Hvordan er reglerne ved salg til en privat kunde i Norge, skal der indeholdes moms ved salget? Hvordan forholder jeg mig til momsangivelsen?

Jeg går ud fra at det er et varesalg hvor varen bliver leveret i Norge og at det ikke er et afhentningssalg, hvor den norske kunde afhenter varen her i Danmark.

Er det varesalg hvor varen transporteres hen over landegrænsen, så er salget til et land uden for EU, og så kan man fakturere uden moms, uagtet kunden er en privat person eller en virksomhed.

Betingelserne er at de kan dokumentere at varen er udført af Danmark (her vil det være fint at involvere et transport- eller speditionsfirma). Der skal nemlig udarbejdes nogle eksport papirer, så varen også efterfølgende bliver korrekt momset og evt. fortoldet ved indførslen i Norge. Det ved et fragtfirma alt om.

Herudover skal du være eksportørregistreret i Virk, og omsætningsbeløbet skal påføres rubrik C på momsangivelsen.


Brevkasse spørgsmål 2: 

Jeg trækker min egen mobilregning fra i virksomheden. Min hustru hjælper i virksomheden. Kan jeg trække hendes mobilregning fra?

Medarbejdere såvel som selvstændigt erhvervsdrivende beskattes af fri telefon, såfremt telefonen stilles til rådighed for privat brug.

For dig som selvstændig erhvervsdrivende vil beskatning af fri telefon normalt ikke kunne undgås. Det kræves at din telefon rent fysisk aldrig medbringes på bopælen, i sommerhuset eller lignende. Fri telefon beskatningen udgør for 2018 kr. 2.800.

Når denne beskatning er foretaget har din virksomhed til gengæld fradrag for hele udgiften til alle dine telefoner, men ikke resten af familiens telefoner.

Såfremt din ægtefælle arbejder i virksomheden og har telefon til rådighed for privat brug, bliver din ægtefælle ligeledes beskattet at fri telefon. Beskatningen nedsættes til gengæld med 25% for begge ægtefæller.

Virksomheden har fradrag for hele udgiften til din ægtefælles telefonregning.

Vær opmærksom på at med virkning fra 2020 er det besluttet at afskaffe beskatning af fri telefon for lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende.

 

SE ALLE INDLÆG FRA REVISORENS BREVKASSE LIGE HER

Brevkasse spørgsmål 1:

Bliver jeg beskattet af de penge, der står i min bank?

Man bliver beskattet af virksomhedens resultat. Hvis ikke du vælger virksomhedsskatteordning, vil du blive beskattet af resultatet med din normale skatteprocent. Hvornår du så hæver det kontante overskud, har ingen betydning.

Alternativt kan du anvende virksomhedsskatteordningen. I så fald beskattes resultatet af virksomhedens drift med 22 %. Det gælder dog kun i det omfang, du ikke har trukket pengene ud til dig selv. Når/hvis du gør det, skal der betales en yderligere skat svarende til forskellen mellem din normale skatteprocent og de 22 %, virksomheden har betalt. Det betyder, at har du et større overskud, end du har behov for at hæve til dækning af dine private udgifter, kan du anvende det overskydende beløb til finansiering af din virksomhed til en foreløbig lav beskatning.


Brevkasse spørgsmål 2: 

Kan jeg trække fittness fra?

Selvstændige kan ikke fratrække egne udgifter til fitness. Dækning af personalets udgifter er fradragsberettiget, men det kan i nogle situationer være et skattepligtigt gode for den ansatte.

SE ALLE INDLÆG FRA REVISORENS BREVKASSE LIGE HER