I vinters sad danskerne klistret til skærmen og så Thomas Rathsack trække aspiranter gennem sølet for at teste, om de nu også var gjort af det rette stof. De seks udsendelser med titlen ’Korpset – gjort af det rette stof’ blev mødt med både begejstring og skepsis – sidstnævnte blandt andet fra folk med grundigt kendskab til Jægerkorpset.

Fortryder intet

Kritikken af tv-programmet holder dog ikke den 50-årige Rathsack vågen om natten. Han tør til enhver tid stå på mål for de beslutninger, han træffer: ”Jeg er helt i ro med, at nogen mener, at udsendelserne ikke gav et retvisende billede af Jægerkorpset. Faktum er blot, at jeg aldrig kunne drømme om – med en dårlig intention – at deltage
i et projekt, der omhandler min baggrund i Jægerkorpset. Jeg handler ud fra en overensstemmelse med det, jeg mener, er korpsets værdisæt. Det kan andre så være uenige i, men både i min bog ’Jæger – i krig med eliten’ og i tv-udsendelserne omtaler jeg Jægerkorpset positivt. Jeg har ikke grund til at gøre andet. Så jeg fortryder ingenting. Tværtimod.”

I det hele taget bruger Thomas ikke sin tid i bakspejlet. Til spørgsmålet om, hvad han ville fortryde mest, hvis i morgen pludselig var sidste dag, kommer svaret: ”Nu er jeg principielt ikke typen, der fortryder. Det handler ikke om, at jeg har levet et fejlfrit liv. Det har jeg på ingen måde, men fortrydelse mener jeg ikke, man kan bruge til noget.
Du kan træffe forkerte beslutninger, som du kan drage lære af, men at ærgre sig over, at man ikke gjorde dit og dat, er i min verden kontraproduktivt.”

Draget af mystiske supermænd

Så altså, blikket rettet mod målet og fremad! Sådan har det været for Thomas, siden han var knægt; han ville i Jægerkorpset. ”Lige siden teenageårene vidste jeg, at jeg ville være Jægersoldat. Ret tidligt stiftede jeg bekendtskab med Carsten Mørchs bog ’Sådan!’, som beskriver verdens hårdeste militæruddannelse på Ranger School i USA.
Den bog åbnede døren til en – for mig – ny og forunderlig verden. En verden, som jeg på det tidspunkt ville give alt for at blive en del af. Årsagen var, at jeg var en ung mand, der tumlede rundt i tilværelsen med alt for mange spørgsmål i hovedet og alt for få svar. Jeg var ikke bogligt stærk, men kom ud af en familie med en far, som var professor i historie og en bror, der klarede sig supergodt i skolen. Det gjorde jeg ikke. Til genfæld følte jeg mig draget af den verden, som Carsten Mørch fortalte om med de faste rammer og de mystiske supermænd fra Aalborg.”

Mission accomplished

I 1990 gik drengedrømmen i opfyldelse. Thomas blev optaget i Jægerkorpset, hvor

han var indtil 1994. Herefter fulgte en årrække som fotograf og job i ITbranchen, hvorefter han i 2001 vendte tilbage i korpset som leder for en dansk minerydningsorganisation i Kaukasus og Afghanistan. Frem til 2008, hvor Thomas stemplede endeligt ud, var han indsat i en række specialoperationer i Afghanistan og Irak. Men det var aldrig krudt og kugler, der var drivkraften: ”Grej og teknik har aldrig interesseret mig. Det kan være en ulempe og en svaghed, da Jægerkorpset er en pænt nørdet verden på den front,” smiler han og forklarer: ”jeg var langt mere optaget af den fysiske og praktiske verden, der var forbundet med at være del af den lille klub, som Jægerkorpset er.”

Op af bakke med bøgerne

I dag er ’klubben’ et afsluttet kapitel. I stedet går Thomas efter at føre endnu en drøm ud i livet, der ligesom optagelsen i Jægerkorpset ikke hører til blandt de letteste at nå i mål med: internationalt gennembrud
som forfatter: ”Min ambition er at bryde igennem internationalt med mine bøger,” siger Thomas, der ikke lægger skjul på, at det er dem, bøgerne, han er mest stolt af i sin karriere. ”Det har virkelig været op ad bakke. Jeg var jo som sagt ikke specielt vild med skolen og gik ud af gymnasiet med et middelmådigt gennemsnit. Min åbenlyse svaghed er derfor, at jeg ingen forudsætninger har for at skrive bøger, men jeg har øvet mig og tillært mig nogle kompetencer,
som gør det muligt… Men I guder, hvor gik det langsomt i starten!”

Kun én version

Han sætter sig et mål og går efter det, ham Thomas, der for nogen kan fremstå hård i filten, måske ligefrem kølig. Men inde bag den muskuløse brystkasse gemmer der sig… ja, hvad gemmer der sig egentlig? Thomas siger: ”Nu betragter jeg ikke mig selv som en kølig person med et hårdt ydre. Jeg er mig selv, men hvis folk oplever det som et hårdt ydre, så må det være sådan. Jeg lever jo ikke i en parallelverden, men prøver egentlig bare at være mig selv
i det, jeg gør. Jeg mener… hvem skulle jeg ellers være?”

Men hvad med fortiden? Har den ikke sat sine spor? Thomas siger: ”Det er da klart, at flere år i krig sætter spor. Alt andet ville være mærkeligt og umenneskeligt,” siger han og henviser til det drag af kynisme, der har sneget sig ind i hans sind: ”jeg gider ikke folk, der behandler hinanden dårligt eller taler dårligt om hinanden. Så trækker jeg mig hurtigt. Det betyder, at jeg ikke har en kæmpe omgangskreds, men omvendt involverer jeg mig dybt i de mennesker, der betyder noget. Det er den positive gevinst ved kynismen. Sådan vælger jeg at se på det.”

Så. Hvornår er man gjort af det rette stof? Tja, for Thomas er det enkelt: ”Det må være op til folk selv at vurdere. For mit eget vedkommende vil jeg egentlig gerne bare huskes for at være en rar person og et ordentligt menneske, der motiveres af at gøre en indsats for at nå i mål med sine drømme. På den måde er jeg – for mig selv – gjort af det rette stof.”

Tekst: Majbritt Mikkelsen 

Foto: Privatfotos