Den gode historie er essentiel, når det kommer til at udbrede kendskabet til sin virksomhed. Men hvordan kommunikerer du dine tiltag i forbindelse med dit arbejde med bæredygtighed, uden at du falder i greenwashing-fælden?

Der har i de seneste år været et øget fokus på greenwashing. Greenwashing dækker over, at virksomheder forsøger at gøre deres produkter eller ydelser grønnere, end hvad virksomheden reelt kan dokumentere.

Gennemsigtighed er derfor et grundvilkår i din virksomheds kommunikation om arbejdet med bæredygtighed. Det er nemlig kernen i at skabe den ønskede tillid og værdi.

I den sammenhæng er det afgørende, at din virksomheds indsatser er dokumenterede, og at du har en plan for, hvordan du håndterer evt. negative påvirkninger.

Når du skal kommunikere om din virksomheds grønne tiltag, er det vigtigt, at du forholder dig til følgende og bruger det som grundlag for kommunikationen:

» Hvad er udfordringerne i vores branche?
» Hvordan håndterer vi det/ hvilke tiltag gør vi?
» Hvor langt er vi kommet?
» Hvad er de fremtidige mål?

Er det grundlæggende arbejde på plads, er det langt nemmere at rapportere og kommunikere troværdigt om din virksomheds arbejde med bæredygtighed og de tilhørende resultater.

Foruden formelle rapporter bruger virksomheder i stigende grad andre kanaler til at kommunikere bæredygtighedsstrategier og resultater – fra hjemmesider til diverse sociale medier.

En transparent, ærlig og solid kommunikation kan ofte inspirere og engagere medarbejdere og forretningspartnere og samtidig være et godt grundlag for dialog med kunder og eksterne samarbejdspartnere.

Undgå at fælden klapper i for din virksomhed

En transparent og systematisk tilgang til arbejdet med bæredygtighed er altså nøglen til at undgå at falde i greenwashing-fælden.

Fælden klapper ofte i for virksomheder, der kommunikerer og profilerer sig på udokumenterede påstande eller som udelukkende markedsfører sig på deres positive indflydelse uden at være klar over den negative, eller som bidrager med nogle meget marginale klimagevinster. Det kan potentielt ende ud i dårlig omtale.

Du kan også overveje at bruge standarder i dit arbejde med bæredygtighed. De dokumenterer din indsats og er et rigtig godt værktøj til at synliggøre din virksomheds adfærd og indsats.

Kommunikation omkring arbejdet med bæredygtighed kan være en svær balancegang. Men kommunikationsindsatsen er vigtig!

Virksomheder uden en grøn profil vil med stor sandsynlighed blive frasorteret til fordel for grønne konkurrenter i fremtiden. Erhvervshus Midtjylland hjælper dig!