Ny nordisk organisation gør det nemt for enhver at spise for klimaet, når de går på restaurant, spiser i kantinen eller køber måltidskasser og madvarer. Den nystiftede organisation Zero Foodprint Nordic, der 19. maj officielt lanceres i Danmark, er nu åben for optag af medlemmer. Organisationen arbejder for at ændre et miljøbelastende madsystem sammen med restauranter og madvirksomheder, der som medlemmer, bidrager direkte og samtidig giver deres gæster og kunder muligheden for at støtter Zero Foodprint Nordics projekter med 1% af deres køb.
Nu kan du være med til at spise for klimaet, når du går på restaurant. Den internationale nonprofit-organisation Zero Foodprint starter nemlig nu i Danmark.
Konceptet er simpelt: Når du køber mad eller spiser hos et Zero Foodprint Nordic-medlem, betaler du 1% ekstra, som går til klimaeffektive jordbrugsprojekter. Restauranter og madvirksomheder tilføjer dermed 1% på regningen, som går til Zero Foodprint Nordic, der sammen med udvalgte eksperter og konsulenter vælger de regenerative landbrugsprojekter som en investering i det fremtidige klima og madsystem. Ansøgningen for jordbrugerne åbner til efteråret.
Åben for medlemsoptag nu
“Inden lanceringen 19. maj har vi åbnet for optag af medlemmer for at brede vores koncept så meget som muligt ud, og opbakningen er stor,” fortæller Cindie Christiansen, direktør for Zero Foodprint Nordic. På nuværende tidspunkt består medlemmerne bl.a. Gasoline Grill, Amass, La Banchina, Il Buco, Restaurant 56 grader, Cobra, og Hahnemanns Køkken samt Mikkeller, som var de første Zero Foodprint medlemmer udenfor USA. Mikkeller har dermed siden 2019 bidraget til flere klimaprojekter i USA, og vil fremover støtte de nordiske projekter. 19. maj offentliggøres flere nye medlemmer, samarbejder samt de to første Zero Foodprint Nordic projekter.
Hun uddyber: “Vi vil mobilisere madverdenen og give forbrugerne en nem og praktisk måde at blive en del af klimaløsningen. Med 1%, altså få kroner, kan vi sammen ændre et system og gøre mad til en del af en bæredygtig fremtid. I løbet af 2021 er målet at udbrede konceptet over hele Danmark og fra 2022 i resten af Norden. Vi kan se fra Zero Foodprint i USA, at forbrugerne ønsker at være en del af løsningen samtidig med, at restauranterne kan se fordelene – eksempelvis når nogle af deres egne producenter lige pludselig kan forbedre deres produktion. Zero Foodprint handler på mange måder også om at skabe en cirkulær økonomi.”
Fremtidens mad skal være dyrket på klimaets præmisser
Medlemmer af Zero Foodprint Nordic er fremsynede restauranter, caféer, kantiner og madvirksomheder, der tager ansvar ved at være en del af løsningen og muliggør støtte til klimaprojekter i landbruget.
“Omkring en tredjedel af jordens drivhusgasemissioner kommer fra mad og landbrug, men med denne kollektive handling kan vi ændre madsystemet og forbedre jordfrugtbarheden, således at biodiversiteten øges, og jorden kan binde kulstof, samtidig med der dyrkes næringsrige afgrøder,” fortæller Cindie Christiansen.
Zero Foodprint Nordic lanceres 19. maj ved et arrangement i København, hvor bl.a. Matt Orlando fra Amass, fortæller om deres engagement og arbejde med organisationen – samtidig løftes sløret for de første projekter, der får støtte fra Zero Foodprint Nordic.
“Jeg er så begejstret for, at bevægelsen endelig er nået til Nordisk jord. Madverdenen skal engagere sig og være en del af klimaløsningen, både i deres egen virksomhed og ved at formidle budskabet til forbrugeren. Restaurationsbranchen er en del af fødevaresystemet. Det er på tide, at vi begynder at give tilbage og bidrage til et system, der ikke fungerer klimamæssigt. Lad os hjælpe de mennesker, der prøver at gøre tingene på en ansvarlig måde. Det er win-win for alle i det lange løb,” fortæller han.
Fakta om Zero Foodprint Nordic
- Zero Foodprint Nordic arbejder målrettet for at støtte jordbrugere i Norden med at skabe mere sund jord og implementere regenerative metoder og praksisser. Som jorden genopbygges, øges mikroliv, biodiversiteten og evnen til at binde kulstof, samtidig med at der kan dyrkes næringsrigt mad.
- Alle projekter bliver udvalgt, fulgt og målt over 3 år af udvalgte konsulenter, så Zero Foodprint Nordic ligeledes er med til at opbygge den vidensbank, som lige nu er meget lille i Europa, når det kommer til regenerative metoder og resultater.
- At binde kulstof i jorden gennem regenerativt jordbrug er en af de største muligheder for at takle menneskers og klimaets sundhed og samtidig øge jordbrugernes økonomiske udbytte over tid. (Kilde: forskningsprojektet, The Drawdown).
- Blandt danske medlemmer findes allerede nu Gasoline Grill, Amass, Mikkeller, Restaurant 56 grader, Cobra, Hahnemanns køkken, La Banchina & Il Buco.
- Zero Foodprint Nordic starter i Danmark i 2021, mens de øvrige nordiske lande følger trop fra næste år.
- I bestyrelsen sidder Trine Hahnemann, Trine Krebs, Trine Ostergaard, Peter Husted Sylvest, Marie Sainabou Jeng og Karen Leibowitz.